søndag den 30. november 2014

Kalendergaverne 2014

Så kom årets pakkekalender op i køkkenet. Mine 3 børn deler en pakkekalender, så de får en gave hver 3. dag, det er overkommeligt for mig at købe ind, og glæden hos ungerne er ikke mindre - de er ligeså spændte på deres søskendes gaver som deres egne.

Rødt julepynt er der ikke meget af i huset - jeg synes, rødt larmer for meget. Til gengæld er meget julepynt hvidt, sølv og natur, det holder jeg rigtig meget af. Mine piger er dog ikke helt enige med mig, så nu er fordelingen sådan, at i stuen og entreen er det mine farver, og i resten af huset er rødt mm. også tilladt. Så pakkekalenderen i år er rød - det er vist ikke sket før - og ungerne elsker det!




 




onsdag den 26. november 2014

Who is counting?

Datteren på 10 har stået for kalenderlysdekorationen.
Til gengæld har jeg valgt lys og tilbehør - og jeg faldt pladask for det fine kalenderlys uden talrækken! Jeg synes, det er sjovt og anderledes - og rigtig fint med kobbertilbehøret.
Indrømmet - børnene var ikke helt så vilde med det tossede kalenderlys som jeg, men den fine krone formildede sindene, så det blev accepteret.
Her er resultatet af vores fælles anstrengelser:



tirsdag den 25. november 2014

Adventskransen

På søndag er det første søndag i advent - så begynder vi så småt at jule. Lidt ad gangen kommer pynten ind og op igennem december, for at kulminere juleaften. Det er nemlig først rigtig jul juledag! Til gengæld varer julen indtil 6. januar.
Det første, som får lov at komme ind, er adventskransen - den varsler højtiden og slår stemningen an.
I år er det en krans i et zinkfad på fod med hvide laklys, ene, buksbom, nobelis, lidt olivengrene samt div. pynt.







mandag den 24. november 2014

Flere træer - denne gang mini

Jeg kan godt lide kobber, men jeg er ikke meget for den blanke udgave. Det må rigtig gerne være mat eller patineret, så jeg har fundet et par ting, som falder i smag, og her er de sat sammen med to fyrfadsstager i turkis/grøn. Der manglede lige det sidste, og det blev så til to små træer af udgået gran, kobbertråd og små hjerter med kobber.

 
 
 



 

søndag den 23. november 2014

Træ og moskugler

Jeg har lavet et decembertræ til at hygge ved bagdøren.


Jeg har brugt foden fra udsmykningsprojektet på skolen sidste vinter. Kronen på træet er udgåede grangrene og lærkegrene med masser af kogler. For foden ligger moskugler. Aftenhyggen sikres med en lyskæde på batterier.

 
 
 

lørdag den 22. november 2014

Jeg har noget med træer....

Træer er hyggelige at lave - og der er så mange muligheder. I dag er det blevet til både et lille og et stort, begge skal stå udendørs og pynte.
Det store viser jeg i morgen, og her kommer det lille. Jeg har genbrugt en fod støbt i beton i en mælkekarton - midt i er der placeret en god gren. Foden har tidligere været brugt til en rede, nu genopstår den som juletræ. Jeg har bundet buksbom, ene og lærkegrene på et skelet af vindseltråd, så det danner kronen.

fredag den 21. november 2014

Alt godt fra haven

Vejret har været helt fantastisk i dag - vi har fået masser af sol og lys! Det har været skønt og tiltrængt.
Jeg nåede ud inden solen gik ned, og jeg fik samlet nogle dejlige materialer til lidt binderi. Jeg fik efterfølgende bundet en dørkrans med alt det dejlige. I kransen er der buskbom, ene, ellekogler, vindheks, hvid mos og mariebær.



Da jeg nu var i gang, blev min efterårskrans med ene vindheks opdateret med mariebær, og den fik en ny plads - nu på havebordet sammen med lanterner, lidt gran, kogler og zink.

 



Hos os starter julen ikke før første søndag i advent, men jeg har planer om både eventyrtræer, lyskæder og pynt på trapper, ved indgange og på terrassen - så jeg tror, jeg tyvstarter i denne weekend! Det' sørme - det' snart december!



søndag den 9. november 2014

En krans til en af mine kære

I dag har jeg lavet en krans til min fars gravsted. Bare en lille én. I kransen er der forskellige husløg, hvid mos, ene, hebe, snebær og sølvheks - alt er nålet i en halmkrans.
Der er noget meditativt over at lave kranse, tankerne flyver og alt andet lukkes ude.

Beklager de dårlige billeder - jeg ved ikke lige, hvad der skete...