torsdag den 18. oktober 2018

En kæmpe er faldet

Jeg havde forsvoret, at det skulle ske, men ikke desto mindre er det nu gjort. Min dejlige vandgran, som jeg har holdt så meget af. Ikke bare pga. struktur, højde og imponerende omfang, men også fordi den sørgede for svalende skygge til vort soveværelse. Nu har den måttet lade livet!


Min svigermor plantede træet i '87, og som årene er gået, er det vokset godt til.
Det var ikke med min gode vilje, at vandgranen skulle fældes, men den var ved at ødelægge huset. Både rødderne, som gik under huset og de store grene i toppen, som var ved at slå taget i stykker. Så der var ingen vej udenom. Bondemanden fældede dommen for et par uger siden, og i dag blev den eksekveret.


Jeg var lidt nervøs for projektet, der var mange muligheder for, at det gik galt. Det 15 meter høje træ kunne ramme huset, stalden, pergolaen eller andre træer i haven. Det skulle falde ret præcist for ikke at forvolde skade på noget. Planen var, at det skulle falde hen over kvæden, hækken og ud i indkørslen.


Der blev bundet en kæde omkring træet højt oppe - i den anden ende var rendegraveren. Så gik bondemanden i gang med motorsaven.


Mens jeg bed negle, skred arbejdet frem. Stille og roligt savede bondemanden næsten igennem træet.


Så trak han med rendegraveren i træet.


Og kæmpen lod sig falde og dirigere i den rigtige retning.


Vandgranen faldt præcis der, hvor bondemanden ville have den. Jeg var ret imponeret og meget lettet!


Kronen fyldte indkørslen.


Så var der bare oprydningen tilbage. Det gik nu nemt. Træet blev flyttet i store stykker, og det bliver skåret op et andet sted.


Nu ser huset helt anderledes ud. Der er blevet lys og luft og temmelig bart.


Så er der ryddet op. Hækken tog forbavsende lidt skade af besøget. De 2 kvæder er fjernet - det har jeg ønsket i flere år. I første omgang skal der vist sås græs. Jeg har ikke mod på flere nye bede lige nu. Men mon ikke der skal plantes et nyt træ - det tror jeg. Jeg vil gå i gang med at finde et passende ét.


Stubben er her blevet savet af næsten ved jorden - bondemanden mangler her lige at fjerne det sidste.


Det er underligt, vemodigt og sært bart. Vi vænner os jo nok til synet, og når vi først får området genetableret, bliver det sikkert fint igen. Bedet langs gavlen på stuehuset vil helt sikkert nyde godt af lyset - det er da et plus!

søndag den 7. oktober 2018

At grave græs af

Endelig blev jeg færdig med at grave græs af, det er altså ikke det mest interessante - der skal gå en rum tid, før jeg går i gang med det igen - mindst en uge....

Mit cirkelrunde bed er gravet ud.


Vejret har været fantastisk til at få arbejdet gjort i dag. Jeg har nydt solen og det stille vejr.


Kigget til den røde ahorn, hvor det er meningen, at der skal være en græssti hele vejen. Græsset er sået, men der er godt nok ikke meget gang i de frø, måske er de for gamle? I må forestille jer den gennemgående græssti.


Så er der blevet plantet - der er stadig huller, men det må komme hen ad vejen. De 2 buskbomkugler skal flyttes, for da jeg senere slog græs, kørte jeg imod dem. Det må jeg have ordnet i morgen.


Her ses bedet fra den anden side. Der er plantet hjortetrøst, 2 slags græsser, pileurt, en parykbusk, 2 rønnebærtræer, 2 buskbomkugler, 2 buskroser (Therese Bugnet) og rølliker. Der mangler en masse solhat, som først bliver sået nu, og så nogle flere græsser. Næste år bliver hullerne fyldt ud med dahlia.


Jeg er stadig lidt i tvivl om faconen på bedet, jeg har et alternativ i tankerne, men det vil kræve, at jeg skal grave mere græs af....

lørdag den 6. oktober 2018

Lidt efterårspynt udendørs

September blev meget stille på bloggen. Dels var jeg syg, og da jeg kom på benene, rejste vi på ferie. Vi har været en lille tur på Malta, hvor vi har nydt skønt vejr, lækker mad, smukke omgivelser og hinandens selskab. Det var helt forrygende!

Nu er vi i sving igen, og efterårsferien nærmer sig med raske skridt. Dermed nærmer der sig også en mærkedag af de store. Bondemanden og jeg kan fejre sølvbryllup. Vi skal have lidt festivitas både på dagen og om lørdagen, så meget tid går med planlægning.

På dagen starter vi helt traditionelt med morgensang herhjemme, så jeg har planer om, at have og husets nærmeste omgivelser skal shine. I dag har jeg plantet lidt potter til og sat lidt efterårspynt op.

Det blev til en ny krans til cykelskuret - med alt det, hvad haven kunne levere og et lille strejf af sølv.


Den er bundet på en halmkrans, og jeg startede med at dække halmen med blade fra palmekålen, det er så meget nemmere at binde en krans pæn, når man ikke skal bekymre sig om halm, der skinner igennem.


Her er jeg klar med alle tingene.


Udtrykket i sådan en palmekålskrans kunne man godt forfine og bruge naturel - det kan blive ret godt, tror jeg.


I dag valgte jeg dog at bruge den som bund og bandt alle de mange små bundter på. Der er bl.a. hortensia, vedbend, sølvheks, lammeøre, aspargesgrønt, blade fra artiskokker, løvefod, perlekurv og en hvid staude, som jeg ikke husker navnet på.


De sorte brædder er en smuk baggrund for kransen.


Under kransen satte jeg en stor zinkpotte, hvor jeg plantede en palme- og en pyntekål, jorden blev dækket af grønt mos, og deri lagde jeg 2 hvide græskar.


Også på terrassen kom der lidt nyt i krukkerne, og denne gang er de placeret, så man kan se dem indefra. Her er strejfet af sølv lidt mere markant.


Der mangler lige et stort, hvidt lys i lanternen, så kan der blive tændt lidt levende lys i den mørke morgen.


'Angels Wings' - den er bare smuk.


Der gemmer sig også et lille zinkhjerte i opstillingen, mon der er nogen, som får øje på det?

I haven er jeg (stadig) ved at grave græs af til et cirkelrundt bed, som egentlig var udsat, men jeg kunne ikke lade være med at gå i gang. Det tager sin tid, det der graven græs af! Bedet skal fyldes med græsser og sentblomstrende stauder bl.a. solhat. Jeg bliver ikke færdig med at tilplante det, men jeg får begyndt, og måske fylder jeg hullerne ud med dahlia næste år.