torsdag den 29. januar 2015

Så er det bare om at komme i gang!

I dag har jeg købt blomster og løgplanter til min stand. Så nu er det bare om at få plantet, pyntet og bundet! Det er skønt at stå og arbejde med sådanne skønne materialer. Efterhånden har vi blomster, kranse og kugler over hele huset, så det bliver godt at få noget kørt til Haughus i morgen aften, hvor vi sætter borde mm op. Det sidste tager vi med lørdag morgen, når det for alvor går løs!

 
De første tilplantninger - her står de pakket og klar, så det er lidt svært at se, hvad der er hvad.
 
 

 
 

tirsdag den 27. januar 2015

Udpakning

Så blev de sidste betonstøbninger pakket ud af deres forme. Det blev til en kugle med lidt reliefstriber og nogle små 'potter' til at plante løgblomster i. Torsdag skal jeg hente blomster og løg, og så skal der plantes og bindes i alle ledige timer, så jeg kan blive klar til lørdag morgen. Og så er der jo også liiige noget arbejde, som skal passes!
På jobbet skal jeg for øvrigt, ligesom sidste år, i gang med emnedage i udskolingen de 2 sidste dage i denne uge og de 3 første i næste uge, og jeg står for naturbinderi-værkstedet. Vi skal afprøve en ny ide i år - vi må se, hvordan det bliver! Vil du se, hvad vi lavede sidste år, så se her.



 


søndag den 25. januar 2015

Forårsreder

Denne søndag er blevet brugt på at forsøge at skabe et overblik! Jeg har prismærket (åh, det er svært!) og sorteret tingene. Jeg har gjort nogle ting helt færdige, bl.a. rederne. De er blevet pyntet med perlehyacinter, mos, lavgrene, husløg og små æg.

 
 
 


 

 





 

lørdag den 24. januar 2015

Åh jubel!

Jublen var stor, da den yngste kom op i dag: 'Endelig! Det har jeg ventet på!' jublede hun. Overtøjet kom ovenpå nattøjet, og så var hun ellers ude og tumle i sneen. Da søster også kom ud, fik de lavet deres helt egen Olaf.


Lørdagen er gået med at gøre klar til fest. Ældstebarnet skulle holde fødselsdag for klassen, og de storhyggede sig. Vi startede med bowling, tog hjem og spiste pizza i lange baner og fik løbet en masse krudt af ved smuglerløb i mørket. Det blev en sjov og hyggelig aften, og nu er jeg lidt mør....

tirsdag den 20. januar 2015

Vaser af genbrug og grene

Jeg er ret glad for grene med lav - og også for genbrug. Her er de to favoritter kombineret i små vaser. Jeg har brugt 3 glashylstre fra vaniljestænger i hver 'vase' og bundet lavgrenene fast og en grov snor omkring. I vaserne har jeg sat fremdrevne Magnoliegrene og lidt grønt. Forestiller mig, de kunne være skønne som bordpynt på et rustikt bord.






søndag den 18. januar 2015

Helt i hegnet

De sidste par uger har jeg travet langs vore hegn og småskove på jagt efter materialer til naturbinderiet. Og det er et skatkammer uden lige. Selvom det er januar og meget lidt grønt derude, er der så mange flotte grene, mos, lavgrene og bark, som kan bruges. Jeg opdager hele tiden noget nyt og får nye ideer - jeg føler mig meget heldig over at have adgang til det hele lige uden for døren.

I dag har jeg plukket en stor buket mirabellegrene, som, jeg håber, vil springe ud i fuldt flor - og gerne til om 2 uger!
De står her i en skøn kande fra www.drømmegaven.dk. Besøg også Nanas dejlige blog, i disse dage har hun en rigtig fin give-away fra butikken. Du finder hendes blog her.



I hegnene er der jo fuglereder - og jeg har også bygget reder i dag. De skal senere pyntes op med æg, mos, forårsblomsterløg og lavgrene.


Træer

Kender I mon det? Man har hovedet fuld af ideer, værkstedet fyldt med materialer og man har sågar tid til at fordybe sig - og så er der ingenting, der lykkes og bliver, som man har tænkt!

Sådan var min fredag aften: nu skulle der bindes og produceres, men næsten intet blev, som det skulle... Efter at have prøvet til nogen gange, forlod jeg værkstedet og hyggede mig sammen med resten af familien i stedet - og det var jo slet ikke så ringe!

Til gengæld kørte det derud af lørdag eftermiddag. Alting faldt i hak og kørte som smurt. Det kom der mange fine ting ud af, bl.a. disse to små træer, som er bundet på gravvaser.




lørdag den 17. januar 2015

Kugle-variation

Da jeg først kom i gang med at lave kugler, blev jeg ganske bidt af det. Det er fascinerende, hvordan udtrykket ændres, når materialet er et andet. I dag er der blevet bundet kugler i fyr og en enkelt med smågrene - det blev også til et par buskbomkranse.

 

 
 
 
 

fredag den 16. januar 2015

Tak for kaffe!

Jeg har længe haft planer om at plante forårsblomster i gamle kaffekopper. Så jeg har fundet nogle fine kopper i genbrug, plantet lyserøde hyacinter og derefter dekoreret med lidt rustikke grene med lav.

 
 
Jeg faldt også over nogle æggebægere i genbrugsen, de har fået selskab af blå perlehyacinter (endnu er der ikke meget blomst!) og lidt grene.

 
 



torsdag den 15. januar 2015

Hjerte rimer på smerte

Hjertet her er bundet i pil, og derpå er der bundet smågrene med lav.




 
 
Beton-lysestagerne er blevet pyntet med små pilekranse og lavgrene.
Hullerne i stagerne passer med  fyrfadslys og altså også disse fine, små 'blok'lys.

onsdag den 14. januar 2015

Æggene er klækket

De første beton-støbninger er kommet ud af deres forme - flere venter. Her er æggene og en enkelt lysestage - de er stadig ikke helt tørre, jeg forventer farven bliver lidt lysere. Dåsen har fået en gang maling - også 'drivtømmer' - og en krave af pil og lærk.





tirsdag den 13. januar 2015

Det roder!

Mit værksted - alias vort bryggers - roder for alvor nu!
Grene, værktøj, dåser til tørre, maling og pensler flyder - samt alt det, der normalt er i et bryggers - der er godt fyldt op og ikke ret meget bordplads for tiden.

I dag er der blevet arbejdet på at skabe noget 'interiør' til standen, hvorpå varerne kan præsenteres. Jeg har fundet nogle trækasser i supermarkedet, som jeg har malet med farven 'drivtømmer', ligeså har en trækurv, min far engang har lavet til mig, og en kurv fået samme farve.

I morgen skal jeg vist ha' lidt system i rodet igen.....

 
Trækassen før maling



 
Trækassen og kurvene malet med 'drivtømmer'.



mandag den 12. januar 2015

En hel cylinder med grenkugler

Der er blevet produceret små grenkugler en mas - her står de i en glascylindervase.

 


søndag den 11. januar 2015

Natur - ophæng

I dag har jeg haft gang i lædersnøre, boremaskine og birkestykker, og jeg har kreeret rustikke ophæng, som jeg tænker kan hænge både uden- og indendørs. Jeg synes, udtrykket er rigtig fint, birkebark har altid fascineret mig med de fine farver og tegninger - og ophængene fungerer næsten som abstrakte billeder på væggen.


lørdag den 10. januar 2015

Kreativmesse på Haughus Gods

Som tidligere skrevet er jeg ved at forberede en stand til en kreativmesse på Haughus Gods, som ligger ved Jelling.



På Haughus Gods er der hver weekend kræmmer- og antikmarked i de gamle stalde, en butik med brugskunst og en rigtig hyggelig cafe i hovedhuset. Til Kreativmessen vil der også være stande på førstesalen i huset. Man kan se mere om stedet her.

Med på standen skal jeg have natur- og blomsterbinderi, og der bindes stort og småt i disse dage, der males dåser og støbes i beton. Jeg glæder mig - og jeg er spændt på, om der overhovedet er interesse for mit arbejde. Mest af alt nyder jeg dog processen og alle ideerne, der tager form i hovedet. Jeg har lavet en side her på bloggen, hvor jeg viser nogen af de ting, jeg har med - se øverst.

I dag har jeg blandt andet lavet endnu flere grenkugler i forskellige størrelser. Den store kugle er jeg ret glad for - der skal vist laves flere af den slags.




 
 
 
 

torsdag den 8. januar 2015

Glimt fra værkstedet

I hverdagene når jeg ikke at binde så meget, men lidt er det da blevet til i dag. Jeg har eksperimenteret med at rulle små moskugler, som blev sat sammen til et hjerte. Det er jeg ikke helt tilfreds med, men jeg vil arbejde videre med små moskugler - synes, det giver et sjovt udtryk!
Jeg har også lavet 'indmad' til kugler i forskellige størrelser, og jeg nåede også lige at lave 2 kugler i birkeris - dem er jeg til gengæld rigtig godt tilfreds med. Jeg er vild med det rustikke udtryk, og jeg har hovedet fuld af ideer til forskellige teksturer.

 







tirsdag den 6. januar 2015

Rustik og enkel

I dag har jeg bundet minikranse, som jeg vil bruge til at lægge på vaser/potter/dåser, som rustikke kanter. De kan også hænge på en væg eller sættes om et bloklys. Jeg har brugt pil og lærk.