Lørdagen startede med sol. Eller i al fald uden regn - solen var bag et let skydække, og haven var svøbt i et blidt morgenlys. Planterne stod og sundede sig, vandmættede, men uden mén. Sandjorden fornægter sig ikke, trods de store mængder vand vi har været velsignet med, var vandet trukket ned og væk. Haven er skyllet ren.
De blå krokus er færdige, de hvide står endnu. Hyacinterne er klar til at tage over.
De svovlgule anemoner trænger sig også på - jeg må vist have fjernet det tykke bladdække for at give dem plads.
Formiddagen er blevet tilbragt i drivhuset.
Jeg har priklet de små riddersporer. De blev sået i efteråret, og nu havde de fået deres første rigtige blade. Så nu står her en bakkefuld små bitte, blå riddersporer.
Jeg fandt også æsken med sommerblomstfrø frem. Mange af frøene skal spire indendørs, og nu kom første omgang i jorden. Pladsen inde er begrænset, så lige så snart de er spiret, ryger de ud i drivhuset til fordel for næste omgang frø.
Derfor er det med at ramme det rigtige tidspunkt, for det nytter ikke noget, det er alt for koldt i drivhuset, når de kommer ud. I år er jeg startet lidt før, end jeg plejer - jeg håber, det går an!
I drivhuset trives pluksalaten vældig - snart skal vi smage salat af egen avl igen!
Du har vel nok været flittig. Især salaten (mis)under jeg dig.
SvarSletSynes nu slet ikke jeg er flittig! Al den regn sætter en stopper for meget arbejde i haven - men det får vel ende? Nu trænger vi i al fald snart til noget tørvejr igen!
SletLige meget hvor meget det regner, så kan man altid finde hygge og tid i drivhuset. Jeg er vildt imponeret over hvor mange riddersporer du har.
SvarSletMasser af hilsner fra Linda