torsdag den 10. maj 2018

Kom maj du søde milde

Det har været en forrygende maj til nu. Sol og varme så det har været en lyst! Alting gror, og man skal være på dupperne for at følge med - og jeg stornyder det!


I dag har vi fået en smule regn - den er tiltrængt, og det ville være rart med lidt mere end som så. Alligevel glæder jeg mig til solen i de kommende dage - jeg kan næsten ikke få nok - og nu har det hele jo fået en opfrisker!

I drivhuset er de første tomater blevet plantet over i deres blivende potter. Det kommer til at foregå lidt forskudt, for potterne er i øjeblikket optaget af tulipaner, men i takt med at tulipanerne takker af for i år, flytter der tomater ind i potterne.


Jeg har investeret i 8 forskellige slags tomater i år - det bliver spændende at se, hvordan de udvikler sig. Jeg vil lave en præsentation af dem under fanebladet Drivhus år 2. Der udover har jeg selv sået nogen frø fra nogle købetomater, som bondemanden er vild med - de går under fællesbetegnelsen Katrine & Alfred.


Kartoflerne i spandende er blevet store - jeg har smugkigget i dag, men nænnede ikke rode for meget i jorden - men de er på vej.


Klematissen i drivhuset er en fryd for øjet.


Uden for drivhuset glæder jeg mig over, at de 8 bøgetræer, jeg gravede op i skoven sidste år og plantede her langs marken, alle trives og er sprunget ud.


De står så fint lige nu mod den næsten fuldt udsprungne raps.


Planen er at træerne skal holdes klippede med en rund krone - de er godt på vej.

Min røde ahorn - i daglig tale kaldet bedstefars træ - står smukt her i hjørnet af haven. Jeg har fået det af min far, som selv har drevet det frem i sin have.


I det nye staudebed står løjtnantshjerterne frodige nu sammen med lyserøde tulipaner.


Et andet sted i haven står den sammen med mørke tulipaner.


Denne sammensætning er også smuk. Ny udfoldede friskgrønne bregner og de lysegule blomster i bunddækket, som jeg ikke ved, hvad hedder, men jeg kalder det vist døvnælder.


I det hvide bed er der få af disse narcisser - jeg tror, det er Thalia,


og denne hvidgrønne tulipan, som jeg er helt vild med.


Frodigheden er stor i hønseskovbedet. Forrest småhjerte, så akelejer, bispehue, klematis Pilou og bagerst et enkelt bronzeblad.


I den lille gårdhave er der også gang i højbedet.


Der er blomster i det lille dværg æbletræ - men desværre ikke en eneste blomst i pæretræet. Jeg havde ellers sat min lid til, at i år blev året, hvor vi skulle se det i blomst, men nej!

6 kommentarer:

  1. Jamen, denne maj er da helt fantastisk! Tordenvejret er på vej ind over os nu, og lidt regn skal være velkommen, men hvor har det været skønt med så meget solskin!
    Hvor er dine små bøgetræer bare fine :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, bøgetræerne er præcis, som jeg forestillede mig det! og det gjorde godt med lidt regn, men vi fik kun 2 mm, så det forslår ikke ret meget.

      Slet
  2. Det ser fint ud med rapsmarken og de friske nyudsprungne bøgetræer foran.Solskinsvejret er blevet nydt, nu regner det også her, jeg tænker ikke, det bliver til så meget, men det frisker ganske rigtigt op.

    SvarSlet
    Svar
    1. Rapsmarken er flot, og der er en summen og svirren i den nu, hvor den er sprunget ud, så det er en hel lyst!

      Slet
  3. Der er virkelig skønt i din forårshave. Navnlig bemærker jeg hønseskovbedet med alle de forskellige bladformer og stor frodighed.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Forårshaver kan noget! Det er livsbekræftende sådan at følge den stille opvågning indtil det pludselig eksploderer i farver og løv. Hønseskovbedet fungerer fint med grønt i grønt - det kan jeg også godt lide.

      Slet