Der har været travlt på gården de sidste dage - årets varmeste af slagsen! Der er blevet kørt halm ind - vel at mærke den slags, som kræver en del manuelt arbejde - de små baller.
Der er blevet svedt rigtig meget på halmlofterne, drukket litervis af vand og saft - ja, de har knoklet, de seje, unge mennesker i familien. Alle har været i gang, og vi har haft forstærkninger af et par fætre. Nu er alle lofter fyldte, stakken i maskinhuset når taget, og tomme stier i stalden er fyldt op.
Der er stadig lidt halm på marken. Det vil de hardcore halmfolk tage i dag. Hvor det skal være, kan jeg ikke gennemskue, men de har vist en plan, bondemanden og hans hjælper.
Når det store ræs med halmen står på, serveres alle måltider i haven - på trods af fluer. Den store birk leverer svalende skygge, og hvis vi har været heldige, har der været i lille brise. Alle nyder de stunder ved havebordet, hvor der pustes ud og fyldes på. Nogen når sågar en tur i børnepoolen undervejs.
Det bedste måltid er dagens sidste, når den allersidste halmballe er sat på plads, og vi samles i haven i tusmørket. En aften stod den på hotdogs. Efter det spredes flokken - et dejligt, køligt bad trækker! Efterhånden sænker freden sig over huset - og jeg nyder min kaffe alene ved havebordet.
Jeg hjælper ikke med halmen i år, men sørger for mad og drikke. Så min dag slutter, når køkkenet er ryddet og vaskemaskinen startet.
Nogen af de unge har sovet ude på terrassen i tropenætterne. Myggenettet har sørget for, at de har kunnet sove i fred for nærgående myg og fluer. Det er da også en slags haveglæde.
Endnu en varm dag venter, heldigvis ikke en hot-hot én - det ser ud til, vi kan holde os under de 30 i dag.
Jeg mindes denne sang: Nu er det længe siden, men end det huskes i vort sind. Den lærte jeg først, da jeg kom ind i efterskoleverdenen, men den er nu smuk og minder mig om min egen barndom. Det går lidt anderledes til i dag, men det er stadig hårdt slid. Godt det snart er overstået, og godt at du kan servicere dem og selv slipper for sliddet i år, for det går jo ikke med dårligt knæ.
SvarSletphyy, jo jeg kan godt huske halmsliddet. men man tjente nu gode lommepenge ved at hjælpe naboen med halmen. Og vi havde jo osse sjovt samtidig.
SvarSletDet vigtigste er vist mad og væske, så godt du kan sørge for det.
forsat god høst Gunvor