tirsdag den 18. april 2017

Priklerier

2. påskedag nød jeg formiddagen i drivhuset. Der var solskin, og selvom det var køligt ude, var der dejligt lunt inden for glasset. Eftermiddagen var en helt anden snak: skiftevis hagl og masser af regn. Haven var hvid flere gange. Det gik rigeligt hårdt ud over mine hvide tulipaner.

Men inden det gik så galt, var dagens projekt prikling af sommerblomster.


Nogen af dem havde fået både 2. og 3. bladsæt, og de står ret tæt i bakkerne.


Så der blev priklet tagetes, stolte kavalerer og kæmpe verbena. Og som altid er der alt for mange frølinger, og det smerter mit hjerte at kassere nogen, men det blev nødvendigt, for der er dog grænser for, hvor mange planter jeg kan have af hver.

  
Tagetes - som jeg egentlig ikke bryder mig om, men da jeg jo er nybegynder, tænkte jeg, at jeg måtte forsøge mig med noget, som var rimeligt enkelt at få til at lykkes - og det har jeg hørt om tagetes. Så hvis alt andet glipper, satser jeg på at komme i mål med tagetesene!

Desuden skal de aftjene deres værnepligt mellem gulerødderne i køkkenhaven og tomaterne i drivhuset (hvis jeg kan holde lugten ud), for de skulle have en afskrækkende virkning på div. skadedyr.


Stolte kavalerer - der er egentlig ingen grund til at forspire dem, for de kommer altid glad og villigt i min have, når jeg sår - men måske kan jeg få dem lidt tidligere i år? Desuden er de også nemme at have med at gøre.

De skal vist nok i det nye staudebed og i skærebedet.


Kæmpe verbenaerne er jeg vild med (ikke at se på dette billede) - de skal brillere i det nye staudebed, mellem dahliaerne og i skærebedet. Jeg glæder mig til de lilla skyer, som løfter hele haven.

Jeg kunne ikke nænne at smide resten af kæmpe verbena-frølingerne ud, så de står fortsat i deres bakke, i tilfælde af, så fremt i så fald og hvis nu der sker noget med de små planter, jeg har priklet, så har jeg flere....

Efterhånden fylder frølingerne ganske godt på bordet, men der er stadig masser af plads - heldigvis for der mangler fortsat mange små planter, som lige skal vokse sig lidt større og så prikles ud!

Sikke en fornøjelse med et drivhus!

10 kommentarer:

  1. Et godt indeprojekt, jeg såede også stolte kavalerer i går. Jeg har ikke noget mod tomatlugten, den holder jeg meget af, det gør Bent ikke.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tomatlugten har jeg heller ikke noget imod, men tagetes-lugten bryder jeg mig ikke om!

      Slet
  2. Vi havde solskin hele dagen i går, ingen hagl her, men det var bare koldt. Det eneste haverelaterede jeg nåede i går, var en dejlig pause i drivhuset (der var dejligt varmt) og så tage billeder til et blogindlæg. Jeg startede også ud med tagetes, da min "såkarriere" startede - det var tagetes vanilla. Svag cremegul og slet ikke hidsig i farven og den lugter ikke. I år har jeg sået en rigtig en, en mere gul, som skal stå mellem agurkeplanterne i drivhuset. Så må vi se hvor meget den lugter. Jeg har stadig en del der skal prikles om, jeg nænner heller ikke at kassere de små spirer, men så mange er der heller ikke plads til jo. Jeg elsker også kæmpe verbena, her selvsår de sig i haven og så potter jeg dem om bagefter. Jeg har dem også i krukker og det er jeg rigtig glad for, de giver noget i højden. Kan du ikke bruge de overskydende som værtindegaver eller sætte dem et sted som hæk? God dag til dig. Mange hilsner Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, 'Vanilla'en er fin, men den har desværre ikke evnerne udi skadedyrsbekæmpelse, så vidt jeg har læst - ellers havde jeg helt klart valgt den, for den kan jeg li'! Jeg kan sagtens bruge mange af verbenaerne - også til at gi' væk af - men der skal også være plads til alle de potter i drivhuset....

      Slet
  3. Her var det slet ikke til at være ude overhovedet i går. Det plask regnede hele dagen og var så pivkoldt at selv en udetosse som mig holdt sig inde og sad med slumretæppe det meste af dagen.
    Jeg er slet ikke den store så ekspert, ja faktisk så har jeg kun prøvet det en gang før og der var tagetes vanilla en succes.
    I år har jeg forsøgt mig med lidt andet, sidste efterår købte jeg nogle billige frø på nettet. Dem lagde jeg i en trækasse i potteskuret og glemte alt om det indtil for et par uger siden. Nu er de sået og det ser sørme ud til at de kommer trods den dårlige behandling.

    Rigtig dejlig dag til dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Vanilla er fin - den kan jeg godt li' - spændende, hvad du har sået? Dejligt, når det man putter i jorden kommer op!

      Slet
  4. Sikke flittig du er! Jeg bryder mig heller ikke rigtig om Tagetes undtagen den hvide *Vanilla', og så skal jeg lige om lidt ud i vinterhaven at så Linnés søde, lille, orangeblomstrende, vilde Tagetes, som jeg ikke kan huske, hvad hedder. Jeg så den for nogle måneder siden på Isas Trädgård blogspot, hvor hun viste et yndigt mylder af dem i en zinkbalje. Tænker, at den vil klæde - og beskytte - mine yndlingstomater, Ananas Noir' om nogle måneder.
    Happy Gardening
    Jytte
    www.danishknitdesign.com

    SvarSlet
    Svar
    1. Vanilla er lækker, synes jeg - de orange/gule er ikke favoritter, men forhåbentlig kan vi ha' lidt gavn af dem. Lyder ellers helt fint med en balje fuld af vilde tagetes - selv tagetes kan arrangeres fint, tror jeg ;-)

      Slet
  5. Ja, det er virkelig en fornøjelse at have et drivhus. Men du har givet mig lidt dårlig samvittighed for jeg har også en del, der skulle have været priklet og endnu mere jeg skal have sået, men jeg når det nok på et tidspunkt :-)
    For øvrigt er det nogle flotte små planter.
    Med venlig hilsen
    Lene Bedstemorshave

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var såmænd ikke for at give dårlig samvittighed, jeg er bare så glad for muligheden for at forspire! Og selvom jeg først er begyndt at så 1. april, så synes jeg, det går forrygende. Men i aften er jeg lidt spændt! Jeg har været i drivhuset og dække lidt af - og hortensiaerne har fået flistæpper på, ikke kun gamle lagner - og så krydser jeg fingre for resten. Du skal nok nå det hele, det går jo ikke megastærkt lige nu, hvor det er så køligt!

      Slet