onsdag den 26. april 2017

Slået af hesten


Her har været stille. Noget så banalt som feber, snot og hoste slog mig af hesten, bare fordi jeg gerne ville se datteren spille fodbold onsdag aften i sidste uge. Det var koldt, og dagen efter var jeg allerede ramt i halsen og på feberen, men jeg tog på arbejde alligevel. Den slags hævner sig! Det udviklede sig til en monster forkølelse, som endnu ikke har sluppet sit tag. Jeg har været ved lægen, og heldigvis er der ingen tegn på lungebetændelse, og nu går det langsomt fremad.


Så i haven er der ikke sket noget som helst. Det har været hundekoldt, så måske var det ikke blevet til så meget alligevel. Heldigvis har jeg kunnet passe spøgelserne på hortensiaerne de nætter, der har været nattefrost - og jeg har også fået vandet i drivhuset.


Der er efterhånden mange af mine frølinger, som trænger til at blive priklet nu, så det må være førsteprioritet. Desuden vil jeg gerne have mine dahlia i jorden og sået i køkkenhaven, for nu ser det ud til, at vi får lunere dage.


Vejret har været meget omskifteligt de seneste dage og budt på sol, regn, hagl og sne - og masser af blæst.


Den unge stjernemagnolie står smuk, men den har fået brune kanter af frosten. Det ser værre ud med den store magnolie - den står endnu med næsten udsprungne knopper, men de er ret skadede af frost - mon den i det hele taget kommer til at springe ud?

Jeg læste lige, at gennemsnitstemperaturen i april har været lavere end i marts - det sker åbenbart ikke så ofte, selvom vi tit taler om, at april er omskiftelig. Jeg satser på en lun maj med masser af solskinstimer og grøderegn om natten. Det kan da ikke være for meget forlangt!

10 kommentarer:

  1. Ja du har da været noget stille i disse dage, jeg var ved at tænke på, hvad der var galt. Nu fik jeg så forklaringen. Øv for en omgang du fik der, men foråret kommer så sagte alligevel, og ærlig talt gik du ikke glip af noget ved ikke at kunne komme ud, men derfor er det træls alligevel at være syg. Jeg kender flere lærere, som alligevel tager af sted og efterfølgende bliver mere syge, men sådan er det.
    Rigtig god bedring - du skulle helst være frisk, når den lune maj kommer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, den der med at møde på job, selvom man burde være blevet hjemme - den er jeg slem til, for det er ofte det nemmeste, fremfor vikarplaner, opsamling og indhentning af forsømte opgaver senere. Og så er det bare som at tisse i bukserne! For det indhenter som regel én. Heldigvis har min afgangsklasse været på lejrskole i denne uge, så dér har jeg ikke forsømt noget - det ville ikke have været sjovt at miste alle de timer med dem. Jeg håber at kunne være tilbage på job i morgen....

      Slet
  2. Øv da med sådan en omgang... rigtig god bedring.
    Jeg synes bestemt også at vejrguderne snart skylder os noget bedre vejr... det kan da kun gå den rigtige vej nu.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Rita - det har været temmelig træls, men det lysner nu!

      Slet
  3. Øv med sådan en omgang forkølelse. Det tager desværre noget tid før end kroppen er helt ovenpå efter en virus infektion. Rigtig god bedring til dig. Rent vejrmæssigt er du ikke gået glip af noget, det har været en kold omgang at begive sig udenfor, nogle dage har jeg endda haft hue på. Tak for dejlige billeder fra haven. Mange hilsner Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Det virker helt tåbeligt, at man kan blive så syg af en banal forkølelse, men det kan jeg åbenbart. Normalt har jeg ikke mange sygedage om nogen, men den statistik er da blevet smadret nu!

      Slet
  4. Hej Frede, godt du er ved at være ovenpå igen. Man skal ikke spøge med sådan en forkølelse.
    Det har været en koldt og slemt her i april. Det har bestemt ikke været havevejr jeg har kun været ude fordi jeg var tvunget til det.
    Men i dag har det været så pragtfuldt, så flyverdragten måtte af på et tidspunkt :o)
    Kh fra Linda

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har heller ikke været fristet til at komme ud overhovedet - ud over lige ned i drivhuset og til- og afdækning af hortensiaerne!

      Slet
  5. Det er så trættende med forkølelse og halshalløj, men måske ok når nu vejret alligevel har været som det er. Nu må vi krydse fingre for lunere nætter - jeg tør ikke lægge dahlia i jorden før midt i maj, med mindre der sker et totalt omslag - men tænk midt i maj er bare om få uger:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, nu må det godt få ende med både frost og forkølelse! Sidste år var mine dahlia mugne, da jeg kiggede til dem omkring 1. april - og så satte jeg dem! Det gik fint, selvom vi også havde frost og sne, så længe de ikke er kommet op, sker der ikke noget ved let frost. Mine er ikke forspirrede, for så turde jeg heller ikke lægge dem nu. Men det er jo altid et sats at sætte de frostfølsomme tidligt på sæsonen - og ja, midt i maj er jo lige om lidt!

      Slet