lørdag den 6. oktober 2018

Lidt efterårspynt udendørs

September blev meget stille på bloggen. Dels var jeg syg, og da jeg kom på benene, rejste vi på ferie. Vi har været en lille tur på Malta, hvor vi har nydt skønt vejr, lækker mad, smukke omgivelser og hinandens selskab. Det var helt forrygende!

Nu er vi i sving igen, og efterårsferien nærmer sig med raske skridt. Dermed nærmer der sig også en mærkedag af de store. Bondemanden og jeg kan fejre sølvbryllup. Vi skal have lidt festivitas både på dagen og om lørdagen, så meget tid går med planlægning.

På dagen starter vi helt traditionelt med morgensang herhjemme, så jeg har planer om, at have og husets nærmeste omgivelser skal shine. I dag har jeg plantet lidt potter til og sat lidt efterårspynt op.

Det blev til en ny krans til cykelskuret - med alt det, hvad haven kunne levere og et lille strejf af sølv.


Den er bundet på en halmkrans, og jeg startede med at dække halmen med blade fra palmekålen, det er så meget nemmere at binde en krans pæn, når man ikke skal bekymre sig om halm, der skinner igennem.


Her er jeg klar med alle tingene.


Udtrykket i sådan en palmekålskrans kunne man godt forfine og bruge naturel - det kan blive ret godt, tror jeg.


I dag valgte jeg dog at bruge den som bund og bandt alle de mange små bundter på. Der er bl.a. hortensia, vedbend, sølvheks, lammeøre, aspargesgrønt, blade fra artiskokker, løvefod, perlekurv og en hvid staude, som jeg ikke husker navnet på.


De sorte brædder er en smuk baggrund for kransen.


Under kransen satte jeg en stor zinkpotte, hvor jeg plantede en palme- og en pyntekål, jorden blev dækket af grønt mos, og deri lagde jeg 2 hvide græskar.


Også på terrassen kom der lidt nyt i krukkerne, og denne gang er de placeret, så man kan se dem indefra. Her er strejfet af sølv lidt mere markant.


Der mangler lige et stort, hvidt lys i lanternen, så kan der blive tændt lidt levende lys i den mørke morgen.


'Angels Wings' - den er bare smuk.


Der gemmer sig også et lille zinkhjerte i opstillingen, mon der er nogen, som får øje på det?

I haven er jeg (stadig) ved at grave græs af til et cirkelrundt bed, som egentlig var udsat, men jeg kunne ikke lade være med at gå i gang. Det tager sin tid, det der graven græs af! Bedet skal fyldes med græsser og sentblomstrende stauder bl.a. solhat. Jeg bliver ikke færdig med at tilplante det, men jeg får begyndt, og måske fylder jeg hullerne ud med dahlia næste år.

8 kommentarer:

  1. Flotte kranse. Jeg troede fejlagtigt, at sølvbrylluppet blev fejret i udlandet, men sådan var det så ikke. To af mine sønner var på Malta i august, da var det meget varmt der, mon ikke det var mere tempereret nu.

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi kalder også turen til Malta for vores sølvbryllupstur, så helt galt er det ikke. Vi vil dog have det hele med, så vi fortsætter festlighederne :-) Der må være meget varmt på Malta om sommeren, for vi havde 30 grader og 26 grader varmt vand, så vi kunne godt klare os!

      Slet
  2. Når der ligger sådan en dato ude i horisonten, kan jeg godt forestille mig, at du har noget mere gang i haveaktiviteterne nu, end du ellers ville have på det her tidspunkt. Kransen er flot; men du skal jo ikke selv lave æresporten :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det har du nok ret i, Marie, selvom projekterne står i kø her :-) Æresporten overlader jeg trygt til nogen andre...

      Slet
  3. Sikke en fin krans. Meget lækker at se på :)
    Ja, så har I jo nok at se til med sølvbryllup lige om hjørnet :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeps, det giver lige lidt planlægning og en hel del refleksion - det er godt!

      Slet
  4. Flot krans og anden sølvpynt ;-)
    Få nu ikke hekseskud af graveriet inden den store dag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Alt er godt i ryggen her til aften ;-) Det kunne da også lige passe andet!

      Slet