I mellemtiden

Som jeg skrev om i sidste indlæg, fylder sorgen en del for tiden. Egentlig er jeg helt afklaret med, at min mor ikke længere er her - det er naturligt og en del af livet. Vi har haft store mærkedage i det forløbne år, hvor vi har sendt hende og far en kærlig tanke, men det har været glæden over det levende liv, som har præget tankerne.

Nu nærmer vi os nytårsaftensdag - og dermed er det et år, siden min mor endelig fik fred om morgenen - og så kan jeg næsten ikke finde mine egne ben. Én af grundene er helt sikkert, at nytårsaften er en rigtig festaften for mig! Her fejrer vi året, som er gået og siger velkommen til et nyt, helt ubeskrevet år - det, har jeg altid syntes, var stort og en fest værd!

 

Tilmed er det bondemandens og min kærestedag! Faktisk havde vi aldrig mødt hinanden før den nytårsaften hos en fælles bekendt for 28 år siden. Inden der var gået en time, var vi vist kærester - og ingen af os er af natur hverken spontane eller frygtløse. Det var bare meant to be. Magi og amoriner i luften! Derfor er den aften noget ganske særligt - og det vil jeg gerne, den fortsat skal være.

Det er mit dilemma.

Det er måske mest netop dét dilemma, som plager mig i disse dage. Derfor må jeg finde en vej. Jeg kan mærke, jeg er nødt til at markere sorgen med en fysisk handling, før jeg kan glæde mig og feste for det nye år.

I morgen skal bondemanden og jeg på kirkegården. Vi skal i forvejen til det sønderjyske, fordi min onkel, min mors bror, fylder rundt og skal fejres. Måske er det et skridt på vejen.