Det er ikke hvert år, det lykkes. Nogle år vansmægter bondemanden julen over. Tiden slår bare ikke altid til, til den slags sysler, og så må han nøjes. Det er bare ikke det samme med de hjemmebragte.
Åh ja, det handler om de hjemmelavede vaniljekranse.
Og i år er det vaniljekrans-år! Julen er reddet. Lillepigen og jeg tilbragte eftermiddagen i køkkenet i går, og vi hjalp hinanden med at få bagt en stak småkager med hul i.
Udseendet og finishen kvalificerer ikke til den store bagedyst - det med at bage bliver aldrig rigtig en af mine stærke sider. Men Frk. Jensens opskrift slår aldrig fejl - de smager godt!
Den gamle kagedåse med motiver fra H.C. Andersens eventyr blev fyldt til randen. Kagedåsen har jeg arvet efter min mor, det er helt sikkert i hendes ånd at fylde den med julebag. Hun bagte dog aldrig vaniljekranse, til gengæld bagte hun altid de sønderjyske specialiteter som fedtkager, knepkager (ja, det hedder de) og gode råd.
Her holder det hårdt med den ene slags - men når det lykkes, så bliver det for alvor jul i det lille hjem!
Mmmm... de ser lækre ud, og det føles SÅ godt at fylde kagedåsen med hjemmebagte kager.
SvarSletI år har jeg fået bagt brunkager og kogt klejner. Jeg er megastolt.
Vanillekranse har jeg aldrig givet mig i kast med, kun en enkelt gang i hvert fald. Nej pebernødder, brunkager og lakridskager, det er dem jeg kan finde ud af.
SvarSletGodt du fik tid til at glæde bondemanden i år.
Så fint! Har en kagedåse magen til din, arvet efter min sønderjyske farmor��
SvarSlet