torsdag den 18. januar 2018

Et tip til lidt drømme om forår

Plantetorvet (reklamelink) har man lige nu det, man kalder et opstartstilbud! Det betyder, at du kan få 25% rabat på alle frø - tilbuddet gælder til og med søndag den 28. januar.  


Rabatten gælder for blomster-, grønsags- og urtefrø. Du kan finde hele sortimentet på linket her (reklamelink).

Jeg vil i hvert lige ind og lure lidt og drømme om forår, såning og frølinger!

onsdag den 17. januar 2018

Når man får, hvad man ønsker

Min yngste har i månedsvis talt om, at hun ønskede sig snevejr på sin fødselsdag. I dag oprandt dagen, og da hun stod op, dalede sneen hvid og fin ned over gården. Stor lykke!

Jeg måtte endnu engang rundt med kameraet i haven - det er fint med sne! Senere på dagen kom solen også, men så blev det tø, og sneen svandt ind.

















Sættet her burde nok egentlig være kommet ind i vinter, men det er så fint at se på i den vinterlige have - og især da med sne.

lørdag den 13. januar 2018

Vinterblomster

Det er koldt derude i dag! Dagen er gået med en masse småting, som skulle ordnes. Haveturen blev reduceret til en hurtig tur med kameraet. Til gengæld fandt jeg vinterblomster.


Den gule troldnød er begyndt at blomstre, og jeg opdagede det først, da jeg kom helt derned. Det er en fascinerende busk, som trodser mørke og kulde og springer ud midt på vinteren. Resten af året gør den ikke meget væsen af sig, men det er det hele værd her midt i januar!

 
Påskeklokkerne står så fine i et tykt lag af blade.
 
 
Der er også hvide juleroser på vej. Her er det frøformerede eksemplarer, som for første gang har knopper.
 
Egentlig havde jeg planer om at så stauder i dag. Jeg troede, jeg havde nogen frø liggende, som skulle have kulde. Det viste sig så, da jeg fik studeret frøposerne, at ingen af dem skulle have kulde... så det blev ikke i dag.
 
 
Jeg havde glædet mig til at stå i drivhuset med det, men det blev kun lige til en stille stund i stolen. Jeg har ikke brugt drivhuset ret meget her i vinter - og slet ikke lige som sidste år, men jeg tænker, jeg tager revanche hen over foråret.





mandag den 8. januar 2018

Den blå time

Sidst på eftermiddagen i går søndag - lige før det var for sent - besluttede mine store piger og jeg os for, at vi ville nå en tur i skoven. Og vi nåede det. På billederne kan man på lyset se, at solen er ved at gå ned. Sandheden er nok, at solen stadig var på himlen, men de store grantræer forhindrede den i at nå os. Og på den måde gav det indtryk af, at vi ramte den blå time.


Vi tog turen til Hestenes Dal - det var ualmindeligt smukt med et lille drys sne og masser af rimfrost. Der var mange biler på parkeringspladserne, men alle de andre må ha' valgt en anden rute, for vi havde det hele for os selv.


Det gjorde godt med frisk luft i skoven, hvor talen kunne flyde frit, og hvor der var højt til loftet.


Der er 2 år imellem de to piger, men det kan ikke ses længere - de er lige høje, og mange tager fejl af, hvem der er ældst.


De er meget forskellige omkring interesser, personlighed og sind, men de har stor glæde af hinanden. Den forgangne uge har jeg om noget oplevet, hvor godt det er at have søskende og stå sammen, når noget er svært - jeg håber, mine egne børn på samme måde må opleve glæden ved at dele livets op- og nedture.


Tænk! De to teenagere, er ikke blevet for gamle til at lege på isen på vandpytterne! Vi nød alle 3 turen, hvor der var plads til både eftertænksomhed, grin og leg. Og det var godt at komme hjem i varmen bagefter!

søndag den 7. januar 2018

En kold og smuk morgen

Termometret stod på -8 her til morgen, og det kunne ses i haven, hvor den store dybfryser sætter sit præg på vegetationen. På turen rundt i haven stod motiverne i kø - ærgerligt man ikke kan arbejde med macro (eller noget som helst andet for den sags skyld) på mit kamera. Men jeg har taget billeder alligevel!


Den gamle bregne med frost og sol.


Bergeniabladene bidrager med de store grønne blade, som krøller lidt i frosten.


Den stedsegrønne græs, Carex morrowii 'Ice Dance', er også smuk i vinterdragt.


En klassiker i min vinterhave, scthansurt.


Den efterhånden meget voksne laurbærkirsebær - jeg har planer om at stamme den op.


En solsikke som fik lov at stå under efterårsoprydningen.


Valmuekapslerne er også smukke med frostkrystaller i kronerne.


Rækken af jordbær ud mod marken - de skal tyndes ud inden starten på sæsonen!


Blød ene ser helt forandret ud med frost i.

Det ser ud til at blive en fantastik søndag - jeg håber, I har mulighed for at nyde den.

tirsdag den 2. januar 2018

4 år

I dag fylder bloggen 4 år! 4 fantastiske og berigende år. Dagen skal bruges til at sige tak til jer, som læser med. Tak, fordi I kigger ind, tak for respons og deling af viden og ideer og tak for søde og varme kommentarer.


Sådan en mærkedag skal selvfølgelig markeres med et par billeder fra haven. Vi har haft et skønt solskinsvejr i dag, og jeg måtte stoppe op ved det lille fuglebad, som min far engang lavede til min mor. Nu står det i min have og spejler himlen.

 
I hønseskovbedet troner stinkende nyserod med al sin grokraft i vintersolen - der er liv, selvom meget er lukket ned. Rundt omkring i haven er der så småt små forårstegn i form af grønne spidser fra div. løgblomster. For min skyld må der gerne komme lidt vinter, inden foråret for alvor slår igennem. Derfor kan man jo godt glæde sig over de små forårsbebudere!

mandag den 1. januar 2018

En slutning og en ny begyndelse

I går lagde jeg et indlæg op - Ringen er sluttet - med en billedkavalkade over det forløbne år - og ønskede godt nytår! Indlægget havde jeg lavet i løbet af december. Da det kom til stykket, overvejede jeg faktisk at droppe det eller lave en tilføjelse, men endte alligevel med at lægge det ud, som det var. Ringen blev nemlig ikke kun sluttet for året i går, men også for et langt liv. Min mor fik endelig fred nytårsaftendags morgen.

 
Så nytårsaften blev ikke som planlagt. Festen med 20 børn, unge og voksne, som skulle have foregået hos os, blev eksporteret til nogen venner med mad, pynt, snacks, drikkevarer - ja sågar vores børn! Bondemanden og jeg blev herhjemme. Vennerne sørgede for, at vi fik både af forretten og desserten - hovedretten havde jeg produceret, så vi havde beholdt lidt til os selv. Vi dækkede pænt op og iførte os det pæne tøj og fik snakket, snakket og snakket. Vi så nytårstale, lidt koncert og fyrværkeri. Vi fik os endda en stille svingom, og vi fandt gamle fotoalbums frem og mindedes. Da klokken havde slået tolv, var jeg meget træt og gik i seng. Bondemanden kørte ud til børnene og vennerne og havde et par timer med dem.

Det blev en meget fin aften, som var fyldt med kærlighed, taknemmelighed og tid og plads til refleksion. Det blev et farvel til et levet liv og det gamle år, men også et velkommen til det nye år og livet.