lørdag den 27. januar 2018

Gøremål i haven i januar

Formiddagen blev brugt indendøre med lidt kontorarbejde og en forrygende tenniskamp, så jeg var så klar til at ordne lidt i haven her i eftermiddag. Før jeg gik i gang, var jeg dog lige en tur rundt med kameraet.


Nu er troldnøden fuldt udsprunget, og lyser dejligt op derude.
 
Den er lige fascinerende hvert år den troldnød, når den står der med de fine frynseblomster på trods af kulde og blæst.


I et lille skovbed fandt jeg frøformerede juleroser godt på vej. Det er første gang jeg er lykkedes med at få blomst i egen avl.


Jeg gravede en tue med vintergækker op - de står nu i drivhuset og melder om forår forude.


I dag var det med at finde opgaver, hvor man kunne være lidt i læ for den kolde vind, så jeg holdt mig tæt på huset.
Mine 3 hængepil langs gavlen er blevet studset - det gør jeg hvert år, ellers bliver de alt for voldsomme.


Det er ret simpelt, jeg klipper alle grene af. Når først det bliver forår, skyder de frisk og frejdigt igen og bliver frodige og skønne.


Næste opgave var denne musetrappe. Efeuen gror vildt og voldsomt op ad husmuren - helt op til taget faktisk, og dermed er de en fortrinlig musetrappe til det lune loft. Så også den skulle klippes ned.


Det tog ikke ret lang tid, så var den væk - men muren er lidt kedeligere. Heldigvis er der stedsegrønne og rhodoer foran, så den bare mur er skjult.

Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ville luge lidt, men jeg syntes, det var for koldt at ligge i bedene og luge, så jeg sluttede med at klippe nogen grene af kvæden og mirabellen. De skal ind i og drives i vindueskarmen.

14 kommentarer:

  1. Helt enig, jeg synes også det var for koldt at ligge og luge i dag. Tak for billedet af din klipning af hængepilen, to af mine drenge har nemlig også sådan en, så kan jeg vise dem, hvordan de bare skal gøre, og jeg kan forstå, at det går fint hos dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg har gjort sådan i 11 år, og indtil nu er træerne kommet hvert år. De bliver altid alt for store, men om sommeren synes jeg ikke, det er nemt at klippe dem, så de forbliver pæne. Så de får den store tur hver vinter.

      Slet
  2. Dejlig med en eftermiddag i haven, uanset vejret. Det giver så meget energi at nusse rundt derude.
    Knus Heike

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det var rigtig skønt derude - men godt jeg fandt læ, ellers var jeg ikke blevet i kulden!

      Slet
  3. Din troldnød er så flot. Jeg har plantet en men den er stadig ikke ret stor, må have set efter om der skulle være lidt blomster på den. Det er så dejligt at få lavet noget i haven, jeg er så småt gået igang med at klippe ned og rive af.

    Kærlig hilsen Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Min gror heller ikke ret hurtigt. Den var her, da jeg kom for 25 år siden, og godt nok halverede min far den en sommer, fordi han troede det var en selvsået elm. Jeg nåede lige at stoppe ham, før han klippede den anden sidegren af! Jeg kunne godt tænke mig en rød også - de er ret fine, synes jeg. Det var rigtig dejligt at få lavet noget i haven - jeg kan mærke min energi er ved at vende tilbage efter et par hårde uger.

      Slet
  4. Troldnøden er så fin, lyser da skønt op her i januar.
    Jeg har svært ved at komme ud at mit vinterhi, det bliver mest til en gåtur rundt i haven og så lidt planlægning.

    SvarSlet
    Svar
    1. Bliv du blot i dit vinterhi lidt endnu - du når det nok. I dag frister det heller ikke mig.

      Slet
  5. Det lyder som en dejlig dag i haven og selvom det blæste så fik du da alligevel nået en del :o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var dejligt at få lavet lidt - i læ var det egentlig ok.

      Slet
  6. Den gule troldnød er jeg helt vild med. Vi har tænkt os at få en i haven i mange år, men det er aldrig sket. I år skal det være, siger jeg nu, hvor jeg har set din. Min mor har en kæmpemæssig en stående, og de gule vinterduske er så dejligt optimistiske.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er virkelig optimisme i januar - du må ha' dig én!

      Slet
  7. Læste lige hos "Bente i haven" om hendes troldnød, og så fortsætter du... og skøn er den altså.
    Uhhh... det med musetrappen kender vi også her, et emne der helst ikke skal for meget op!! ;o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ikke et ord mere om musetrappen....

      Slet