tirsdag den 10. juli 2018

Hybenvin - gyldne dråber

I sensommeren '16 kastede jeg mig ud i noget af et langsigtet eksperiment. Jeg ville lave hybenvin. I dagens indlæg kan du læse om både dengang og i dag, hvor vinen blev hældt på flasker.


I sin tid Googlede jeg mig til en opskrift. Jeg tror, jeg brugte denne her fra alt-om-hyben

 
                                   
 
Ingredienserne var vand, sukker og hyben - ganske simpelt. Efter lidt kogen blev sukker og vand hældt over mine nyplukkede hyben i dunkene. Dernæst fulgte nogen uger med åbne dunke og rysten, så blev dunkene sat ind i et skab. Og der har de sådan set stået lige siden, enkelte gange har jeg lukket gas ud. Det lyder nemt - og det er nemt!
 

Da jeg gik i gang, troede jeg, vinen blev færdig i løbet af et år. Men hurtigt fandt jeg ud af, at den faktisk skulle stå i 3 år for at blive rigtig god. Tålmodighed er en dyd!

Jeg havde ikke rigtig fundet ud af, hvornår den så skulle hældes på flasker, så det bestemte jeg bare var i dag. Med hjælp af mellembarnet fik jeg skoldet flaskerne og filtreret væsken. Opskriften skulle give 5 l, men det holdt nu ikke stik.


Vi startede ud med at filtrere gennem kaffefiltre, men det blev alligevel for langsommeligt, så vi gik over til at bruge et dørslag og et klæde. Der bredte sig en liflig duft i køkkenet. Liflig som i ret kraftig duft af alkohol! Farven på vinen er mørk gylden, meget smuk.



Til sidst blev vinen hældt på div. vinflasker med skruelåg. Etiket skulle der selvfølgelig også på, mindre kunne ikke gøre det. De skal stå minimum én uge for at bundfælde. Så kan det da godt være, at vi smager på de gyldne dråber, men ellers skal de jo gemmes mindst et år mere for at blive rigtig gode.

I følge det jeg har læst, så skulle alkoholprocenten ligge omkring 16%, vinen minder mest af alt om noget likør, som kan drikkes til dessert eller til kaffen i godt selskab!


Du kan læse mit første indlæg om at producere hybenvin her.

8 kommentarer:

  1. Neeej, hvor lyder det dog lækkert :-) Du må skynde dig at sætte mere over, så du er klar igen om 3+1 år.
    Det smager sikkert skønt med en isterning i på sådan en dejlig sommeraften, som vi har for tiden.
    Jeg krydser i hvert fald fingre for at smagen er god.
    Mange hilsener Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er noget så spændt på at smage! Jeg fik det hos nogen venner for nogen år siden - det var det, der fik mig i gang, for det smagte fantastisk!

      Slet
  2. Flot ser det ud, du har stor tålmodighed og meget skabsplads ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hverken eller! Dunkene har jeg haft i et skab, hvor jeg næsten aldrig kommer - til gengæld har bondemanden ofte skældt ud over dem! Og jeg tror ikke, der er tale om tålmodighed, nærmere dårlig hukommelse - noget i stil med ude af øje, ude af sind :-)

      Slet
  3. Lyder spændende - og meget tiltalende at de der hyben ikke skal renses først, for det da et stort arbejde. Du må da prøve om ikke du kan låne et alkometer et sted, og se hvor høj procenten er når vinen er færdig :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Enig - jeg var aldrig gået i gang med det, hvis de hyben skulle have været renset! Mon fysiklærere gemmer sådan et alkoholmeter i deres skatkammer - jeg må forhøre mig!

      Slet
  4. wow... det lyder utrolig spændende :) :) hatten af for et flot stykke arbejde :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, tak - faktisk ikke ret meget arbejde, men til gengæld fuld valuta tror jeg!

      Slet