lørdag den 30. september 2017

Efterår i drivhuset

Sidste septemberdag i denne omgang er regnfyldt og ret efterårsagtig. Jeg havde glædet mig til en lørdag i haven, hvor jeg ville i gang med bedene, men vejret er ikke med mig. Så i stedet har jeg ryddet op i drivhuset.


Agurkerne var angrebet af spindemider, og der trængte virkelig til en oprydning. Der er stadig lidt gang i tomaterne, så de får lov at fortsætte endnu en tid.


De brugte krukker og kurve blev vasket af og sat til tørre i drivhuset.


Trallebænken kom ind igen, og her kom mine stiklinger op at atå. Stiklingerne af stauder og pil tog jeg i midten af juli. Du kan læse om det her. Det er gået ret godt, de fleste er i gang, så det giver blod på tanden.


Det blev høstet tomater og de sidste agurker. Skålen blev også fyldt med grønne tomater, for der skal syltes!

lørdag den 23. september 2017

Min forsømte have

Sådan en smuk lørdag morgen i september kalder på en tur gennem haven. Selvom min have er overordentlig forsømt, nyder jeg alligevel blomsterfloret.


I pergolaen remonterer climbing iceberg, mens de kraftige sankthansurt sørger for store, skønne blomsterskærme.


Der er stadig lidt farve i flammebedet.


Røllikerne lyser gevaldigt op med de pink skærme - de var langsomme om at komme i gang, men jeg skal da love for, at de har belønnet tålmodigheden.


Drivhuset bliver næsten væk i vækster - der hentes fortsat tomater og lidt agurker.


Min sargentsæble blomstrede fantastisk i maj, og nu bugner busken af smukke røde bær. Billedet her nedenunder er fra den overdådige blomstring.



Et eksempel på en busk, som man har glæde af i flere sæsoner - og mon ikke også fuglene bliver glade for sådan et tag-selv-bord.

lørdag den 16. september 2017

Græskarhøst


Min have har været lige så forsømt som bloggen siden begyndelsen af august. Alligevel er der stadig noget at glæde sig over derude - blomster i massevis og afgrøder i køkkenhaven og drivhuset. I dag har jeg høstet græskar, planten fyldte efterhånden det meste af min lille køkkenhave.

Jeg såede en skøn, blågrøn slags, fordi jeg ville bruge dem som dekoration. Så nu er terrassen blevet opgraderet til efterår med nye planter og græskar.


Jeg er ret vild med farven og faconen på det græskar - det er fint sammen med zink og de grå planter.


Når jeg igen kaster mig over havearbejdet, bliver det for at gøre vinterklar. Stauderne skal klippes ned her i efteråret, fordi det er en lettelse til foråret, hvor vi får nok at se til med en konfirmation.