tirsdag den 23. april 2019

Blomstrende påske


Vi kan se tilbage på en fantastisk påske med det mest vidunderlige vejr. Vi har været i haven, og vi har nydt de mange solskinstimer. I dag kalder hverdagen igen, vi har ladet op og er klar!


Pinseliljerne står i fuldt flor - her under det nye bøgetræ. Der er stadig ret tomt under træet, men de her lyser da godt op.


De første 2 og eneste blomster på vort espalierede pæretræ. Jeg håber, varmen fra muren holder nattefrosten væk, så vi i år kan få en smagsprøve.


Denne nye syren lover godt - jeg glæder mig til at se farven i udspring.


Denne har jeg vist for - clematissen i drivhuset - den er bare helt fantastisk.


Se lige disse lækkermåse! Det er Spring Green, som åbenbarer fantastiske farver indvendig


og udvendig! Jeg satte en del af dem for nogen år siden, men kun disse to er dukket op i år. De står sammen med de mere trofaste, hvide Purissima i det hvide bed.


Jeg har netop pottet mine stiklinger af Angel Wings op i større potter. Alle har de fået fine rødder, og de vokser. Jeg tog dem fra en overvintrende plante i februar - se her.


De der dunede, bløde blade er slet ikke til at stå for. De vil gøre sig godt i sommerens krukkeopstillinger i haven!

mandag den 22. april 2019

De ruller sig ud, gør de!

Det er en kilde til fascination hvert år, når planterne ruller sig ud. Og nogen af dem gør det helt bogstavligt - ruller sig ud.


Her er det en bregne, som er i gang. Udgangspunktet er en brun klump, som ser fuldstændig livløs ud - og så kommer de rullende nedefra. Livskraftige og snart meget friskgrønne.

Der er andre, der ruller her i starten af sæsonen.


Her er det liljekonvaller, som ruller ud. De starter som spyd, og i takt med at de bliver større, ruller de sidelæns ud. Snart viser blomsterstænglerne sig midt i, og så ser vi de små hvide klokker, som dufter aldeles henrivende.


Hostaerne kommer også rullende til verden - og starter som taglagte, småkrumme spyd.


Denne hosta har oven i købet en fantastisk lilla farve. Ih, der er meget at forundres og glædes over derude!

søndag den 21. april 2019

Vi udvider besætningen

En stor flok nye beboere er flyttet ind på gården, og en ny verden åbner sig for os. Vi har fået bier! Målet er 600.000 stk., indtil videre er der 300.000.


Faktisk er det slet ikke vores! Vi lægger bare jord og planter til. Det hele begyndte til en fest i efteråret hos min bror. En mand kom og spurgte, om vi ikke kunne tænke os at have bier? Han solgte ideen godt, for det gik hurtigt op for bondemanden, at han også ville få noget ud af det. Bierne er åbenbart vilde med raps - og når der er så mange bier, som bestøver rapsmarken, stiger udbyttet. Egentlig logisk nok.


Så nu har vi bistader i skovkanten. Jeg havde set for mig en stribe smukke, gammeldags træhuse i en fin pastelfarve, men sådan ser nutidens bistader åbenbart ikke ud :-) De er militærgrønne og af plastic! Men pyt! Der er et vældig leben omkring dem, og bierne har fundet rapsmarken!


De står ikke så langt fra huset og haven, men vi er blevet lovet, at de ikke kommer til at genere os - vi er vist alle en smule bange for at blive forfulgt af en kæmpe bisværm a la tegnefilm.... De kommer i haven, især ved spejlbassinet hvor de slukker tørsten. Den dag jeg vaskede drivhus, var der rigtig mange, som gjorde mig selskab. Men de virker vældig fredelige, så det håber jeg fortsætter.


Ejeren er rigtig god til at dele ud af sin viden om det forunderlige lille dyr, og vi har allerede lært meget om biernes natur. Det er faktisk ret spændende, og vi ser frem til samarbejdet med dem alle 600.000.

lørdag den 20. april 2019

Min lille skærehave

For et par uger siden vandt jeg på Instagram hos #Plante_liv en konkurrence om en fin, lille æske med frø til en skærehave. I dag har jeg fået tilsået mit bed.


Mit skærebed er blevet placeret i mit planteskolebed, som efter sidste års projekter med nye bede både her og der, er ved at være noget bart. Alle stauder er flyttet ned i spidsen af bedet, så der er blevet plads til at så. Bedet fik en omgang kompost og blev løsnet med en greb, og så blev der sået.


Der er blevet sået gulerodsblomst, kornblomst mix og sort, hareøre, cremefarvede morgenfruer og jomfru i det grønne. Samtidig har jeg forspiret 2 farver zinnia, dem har jeg ikke umiddelbart plads til her, men jeg må finde et sted til dem senere.


Jeg har markeret rillerne med sand, for så ved jeg præcist, hvor jeg skal forvente at se spirer. De fleste af frøene stammer fra den fine æske, resten havde jeg selv købt.

Nu er det bare at vente, så sker der små mirakler!

Det var varmt at arbejde i haven i dag. Ud over at lave skærehave fik jeg ordnet et lille skovagtigt hjørne med bregner, anemoner, juleroser og liljekonvaler. Desuden fik jeg sået græs på de stier, som mangler at blive etableret og på den store bare plet i græsplænen, hvor sidste års tørke har sat sine spor. Sidst, men ikke mindst, blev jeg færdig med at luge i det nye staudebed.


Nu sænker roen sig over have og hus, i morgen fejres påsken, og havearbejdet er lagt på hylden.

fredag den 19. april 2019

Skønne påskedage


Sådanne påskedage med sol fra morgen til aften er nu slet ikke dårlige. Timerne bliver nydt derude - lidt får jeg fra hånden, men mest bliver der bare nydt igennem.


Jeg har endnu engang været ved at prikle. Dagens ret var blomsterkørvel og løvemund i to farver. Reolen i drivhuset er ved at være godt fuld. Planterne er ikke vokset så meget, men jeg tænker, det skyldes de kolde nætter - der skal nok komme gang i sagerne.


Tulipanerne står i fuldt flor i det nye staudebed - bladene er ikke ret kønne, men heldigvis er der mange blomster.



I mellem fliserne ved terrassen blomstrer selvsåede viola canuta - de får lov at stå, selvom det er en lidt uautoriseret placering.


I hønseskovbedet er der gang i forglem-mig-ej. De stammer fra den ældstes konfirmation for 3 år siden, hvor de blev brugt i borddekorationen - de er søde til at komme igen og igen.

Der er flere skønne påskedage i vente - GOD PÅSKE!

torsdag den 18. april 2019

Fuldmåne

Skønne solskinsdage og smukke aftner med fuldmåne - sådan er påsken i år. Vi har været på udflugt i dag. Sådan med frisksmurte sandwich og termokanden fyldt med kaffe, kåde store unger på bagsædet og så ellers ud i det blå!


Turen gik til Vesterhavet, hvor vi nød stranden ved Blåvand.

Inden det var vi på Tirpitz - et flot og meget spændende museum, som kan anbefales. En fin blanding af områdets historie og natur -  og især et multimedieshow om Den skjulte Vestkyst, hvor vi sad i en gammel redningsbåd og hele rummet forvandlede sig for øjnene af os, var imponerende! 

Den medbragte frokost fik vi på bænkene uden for museet - så skønt i solen!


Da vi var kommet hjem - mætte af både oplevelser og skønt samvær - sænkede mørket sig over det lille hjem, og månen stod stor og klar på himlen. Jeg havde lige brug for at hvile ørerne for en stund. Så jeg søgte ud i drivhuset, hvor der var frit udsyn til den smukke fuldmåne. Jeg tændte stearinlysene, sad lidt for mig selv og lod dagen falde på mig.


En dejligt afslutning på en skøn dag!



tirsdag den 16. april 2019

Store vaskedag


Efter at have taget tilløb over nogen dage, kom jeg endelig i gang med at vaske mit drivhus. Det var lige med at ramme en dag, hvor det ikke var for koldt ude og ikke for varmt i drivhuset. Det blev i går.


Alt inventar blev slæbt ud og så var det bare med at komme i gang med sæbe og vand.


Det var dejligt at få gjort - og så er det jo skønt at få ryddet op og indrettet igen.


Her er alt kommet på plads igen - og jeg har lavet et bed i den ene side af drivhuset. Stenene blev fjernet, sandet gravet ud og jord fyldt i. Her skal der plantes tomater - jeg vil se, om det gør forskel at plante i jorden fremfor i krukker. Én stor forskel bliver, at der er mere plads i højden - det kan kun blive en fordel.


Så er der igen siddeplads foran drivhuset.


Klar til en ny sæson med drivhus - min tredje - foreløbig er der kun salat, kartofler og frøplanter i huset, men snart skal der plantes tomater og senere også agurker. Derudover har jeg ikke lagt planer, men jeg har før været glad for både peber, auberginer og ananaskirsebær - jeg bliver nok fristet af både det ene og det andet, når det for alvor går løs!


Jeg havde godt selskab af vore nye, summende og brummende beboere på matriklen. Vi har udvidet besætningen med 600.000 bier, men den historie må I få i et andet indlæg.

 
Katten benyttede sig af lejligheden til at erobre min gode drivhusstol i solen, den holdt sig langt væk fra vandet!


Det grønnes derude - på trods af den stædige nattefrost. Snart slipper frosten op, temperaturerne stiger, og det hele eksploderer. Så bliver det for alvor grønt her langs vejen til vores gård.

torsdag den 11. april 2019

Skibukser og dynejakke

Have-vintertøjet er fundet frem igen! Det er køligt, så jeg ifører mig skibukser og dynejakke i haven. Det går an, og jeg har nydt formiddagen med forskellige gøremål.




I drivhuset er navneskiltene kommet på plads - jeg havde ikke fået skrevet nok, så jeg må i sving igen!

Jeg har puslet lidt om pavillonbedet - det har stået urørt nogen uger. De sidste stauder er flyttet derover, og nordens oliven har fået en kraftig støttepæl, så den kan blive rettet op. I supermarkedet solgte de billige buske - små potter, men meget billige. Jeg købte 4 for 10 kr. stykket.

 
Guld kornel (Cornus stolomifera Flaviramea)


Physocapus Opuliflius Red Baron
 

 
 
Krybende benved (Eunymus Minimus) forrest og Stjernetop (Deutzia scabra Plena bagerst.
 
På sigt kan de vel komme til at bidrage i bedet. Der er stadig en del bar jord, så der er plads til mere!
 

 
Krydderurtebedet er blevet ordnet - der er plads til lidt nyt, men det skal vist vente lidt med de urter, som kan lide varme.
 
 
I eftermiddag vil jeg sætte dahliaer. De fleste skal i det runde bed, et par stykker i forbindelse med det blå/lilla bed og en enkelt i bedet ved drivhuset. Det er vist bare at gå i gang!
 
 
Sikke et flot syn på himlen - jeg tror, det er gæs? Det lød vældig hyggeligt med deres snak på vej mod sommerresidensen.
 




onsdag den 10. april 2019

Så kender vi april igen

April ved ej, hvad den vil! Vi ved det. For sådan er det år efter år. April kan skifte mellem det skønneste forårsvejr med varme og sol til kølige dage med frostnætter. April kan vende på en tallerken, kan den. Alligevel kommer det lidt bag på mig hver gang!

I morges bar haven tydeligt præg af frostvejr.


Stjernemagnoliaens blomster var klappet sammen - heldigvis rejser de sig igen.


Den store magnolia er skadet, men den kan stadig komme til at blomstre fint. Jeg krydser fingre.


Tulipanerne hang med hovedet, men de rejste sig fint igen.

Jeg havde egentlig planer om at vaske drivhuset i dag, men fortrød! Det blev alligevel for koldt til at stå der og blive våd, så det er udsat.

I stedet gav jeg mig til at prikle. Jeg har priklet Trommestikker og solhat Magnus.


I år vil jeg have styr på mine potter, så jeg har skrevet et navneskilt til hver plante! Normalt har jeg én til gruppen, men det går altid galt - pludselig går der ged i mit system, og jeg må gætte mig frem. Nu har jeg i al fald skilte til de første 75 stk.!

I dag var faktisk den første dag i min påskeferie - en god lang en af slagsen. Planerne er mange - de fleste drejer sig om haven! I al fald de første 3 dage. Senere får børnene også ferie, og så kan det da godt være, jeg flytter fokus lidt.