lørdag den 19. oktober 2019

Jeg er flyttet!

Det har længe været et ønske at ændre min blogs navn og adresse til noget mere mundret. I dag er min nye blog så på plads, og denne side vil ikke længere blive opdateret.

Min nye blog hedder
 
og adressen er
 
 
 
www.fredeshave.blogspot.dk
 
 
'Fredes have' er endnu ikke helt færdig, men det allermeste af indholdet fra den gamle blog er kommet med over på den nye. Jeg håber, at I, mine søde læsere, vil følge med over på den nye side, og at mine medbloggere vil føje min nye side til deres blogroll. Min instagram har også skiftet navn til @fredes_have.
 
 
Velkommen i Fredes have!
 
Denne side forbliver tilgængelig en tid.




Krukker og kogler

I mit sidste indlæg viste jeg, at jeg satte forårsløg i krukkerne. De er blevet sat på den overdækkede terrasse, men ser selvsagt ikke ret interessante ud - krukker fyldt med bar jord uden skyggen af planter.

Det har jeg gjort noget ved.


Yngstepigen og jeg gik en tur i skoven og samlede kogler. De er nu lagt i krukkerne og danner fine mønstre. Det giver et helt andet udtryk i krukkerne.


Så er der i al fald ikke udsigt til bar jord.

 
Koglerne kan lægges i sirlige mønstre eller på rad og række.
 

 
Man kan blande de forskellige kogler eller - som her med de store pinjekogler fra Frankrig - vende bunden i vejret på dem.
 

Så nu pynter krukkerne på terrassen i stedet for bare at stå til opbevaring.

De 2 store, flotte krukker her har jeg vundet i en konkurrence hos @VicaDanmark på Instagram. De er lige så tunge, som de er fine! De er blevet mere end halv fyldt op med leca, før der kom jord i. Ellers havde vi ikke haft en chance for at flytte dem. I den største er der sat hvide allium, og så har jeg plantet hosta oven i - i den mindre er der hvide tulipaner. De har fået fast plads på terrassen!

torsdag den 17. oktober 2019

At tænke frem...


Det plejer jeg ikke at være god til - det med at tænke frem. Men lige nu er det tiden til at tænke frem mod næste forår! Hvis man vil have et overdådigt eller bare et lille flor af tulipaner og andre forårsbebudere, så er det nu, de skal sættes. Løgene, forstås.


Så jeg har lagt løg i krukkerne i dag. Glædesdepoter, som skal shine, når verden igen bliver fyldt af spirer og fuglefløjt. I år kommer der ingen løg i bedene - det er ikke et arbejde mit knæ vil være med til. Men det kan også gøre det med krukkerne - der kan jeg sidde ned til det meste. 

Forårsblomster i krukker har nogen fordele. Man kan flytte rundt med dem og arrangere dem i forskellige sammenhænge. De kan sågar flyttes indendørs et par dage, hvis man har brug for, at de springer ud til en bestemt dag. Det er før sket her!

 



Jeg sætter en urtepotte på hovedet i krukken og fylder ud med sammenkrøllet avispapir, der er ingen grund til at fylde jord fra bund til top, når krukken kun skal bruges til løgblomster - de har jo madpakken med!


Så fylder jeg jord i - jeg har brugt almindelige plantesække fra supermarkedet - lagt et lag løg og fyldt jord oven på. Jeg har vandet lidt, for jorden var ret tør. Krukkerne er blevet sat på den overdækkede terrasse, der kan de stå hele vinteren. De skal helst stå uden at blive våde af regnvand/sne. Hvis der skal sættes lidt fut i dem hen i foråret, bliver de flyttet ned i drivhuset - og hvis det kniber til allersidst ind i bryggersvinduet. 

 
I år bliver alle blomsterne holdt i hvidt. Jeg har sat tulipaner, narcisser, perlehyacinter og allium - de skal pynte til konfirmation til foråret.
 
Tulipan Greenstar
Tulipan Madonna
Tulipan Catherina
Narcis Stainless
Perlehyacint White Magic
Allium Mount Everest
 
En slags løg i hver krukke - og mange løg i hver.
 
Jeg kan næsten ikke vente til at se resultatet!
 

 
Men indtil videre er det oktober og efterår. Egen, som efterhånden er blevet voldsom stor, holder stadig på sine blade, men snart lægger de sig om en dyne på plænen, og så gælder det om at få dem revet ud i bedene, så de ikke flyver om i gården, for så bliver de rigtig trælse.
 

 
Imens ligger mine løg og hygger sig i krukkerne og til næste forår....



onsdag den 16. oktober 2019

Haven i efterårsdragt


Omkring spejlbassinet gløder farverne om kap.


Den fligede, røde acer er smuk sammen med hostaens gule forfald.


Også sankthansurten vil være med - de spejler sig alle i bassinet.


Efterårsferien er over os! Vi har været på en dejlig tur til Randers, hvor vi både var i regnskoven og så udstillingen om Hvidstensgruppen samt besøgte Hvidsten kro. Randers er en dejlig by! Vi boede rigtig godt, og så var vi indenom byens kulturhus, som bl.a. indeholder museum og et fantastisk bibliotek! Vi tilbragte flere timer i biblioteket med at læse, hygge og spille spil - og nyde det skønne rum - dejligt at se et bibliotek, som i den grad bliver brugt!


Nu er vi hjemme igen og har huset fuldt af ældstedatters efterskoleveninder! I dag har de tilbragt hele dagen i Legoland og vender snart snuden hjem til en omgang lasagne - skønne dage!


Haven har der endnu ikke været så meget tid til, men billeder er det da blevet til. I morgen vil jeg sætte forårsløg i krukkerne og begynde at rydde drivhuset - eller i al fald nå så meget som jeg kan.


Hostaerne fører an med den gule farve, stærkt forfulgt af sargentsæble.


Rød, rødere, rødest - parykbusken er strålende og flankeres af de sidste mørkerøde dahlia.


Selvom vi har fået store mængder regn, er snebærerne i fin form - de er gode i buketter.


Og buketter bliver det stadig til efter princippet én af hver. Her er de plukket i forskellige længder, og det giver en stor og overdådig buket.

tirsdag den 1. oktober 2019

Så blev den ged barberet

Hele sommeren har jeg ignoreret vores hæk. Jeg har slet ikke set den. Den har gjort et ihærdigt forsøg på at gøre sig bemærket ved at vokse og vokse og vokse. Men den har ikke haft held med sit foretagende. Den er blevet godt og grundigt ignoreret!
 

Grunden til, at jeg har ignoreret den, skal findes i, at jeg ikke har kunnet klippe den i år pga. mit sølle knæ. Og hækklipning er nu engang min dont. Normalt ikke noget problem - det er et arbejde, som næsten bærer lønnen i sig selv, fordi det altid pynter med en skarptskåret hæk. Bondemanden har ikke haft tid til at tage over - det har været et usædvanligt hektisk år derude i stald og mark.


Så allerede i forsommeren bestemte jeg mig for at ignorere den hæk. Jeg holdt op med at se den, simpelthen. Ikke noget med at ærgre mig over dens lodne statur og usoignerede udseende. Niksen biksen. Og det er lykkedes mig ganske godt - den har ikke generet mig. Bondemanden har flere gange sukket og sagt: 'Åh, den hæk trænger til at blive klippet'. Jeg har bare svaret med et skuldertræk og et: So be it! Ganske usædvanligt for mig!


Men nu er der sket ting og sager! Torsdag i sidste uge kom jeg sent hjem efter en lang dag på job, og selv om det var mørkt, var det jo ganske tydeligt! Hækken var blevet klippet! Manden og vores 3 piger havde hjulpet hinanden, og så var den ged barberet! Nu står den skarptskåret og danner igen en pæn ramme om haven (De havde oven i købet også slået græsset!). 💕💕💕 Sikke en skøn overraskelse!


Så jeg ignorerer ikke hækken længere! Jeg ser den hele tiden. Nu glæder jeg mig over, at stierne i haven er blevet bredere, at indkørslen står skarpt og at det igen er muligt at passere alle steder uden at blive våd. Og ih, hvor det pynter!

Men jeg er altså også glad for, at det lykkedes mig gennem hele sommeren at hoppe op og springe ned på den hæk og glæde mig over alt det i haven, som var fint - på trods! For selv om det har været en havesæson med et meget lille niveau af pasning, har jeg alligevel kunnet glæde mig stort over min have. Jeg har fokuseret noget mere på detaljerne fremfor de store linjer - og jeg har set forbi ukrudt og vildfarne græskanter. Det har været en skøn sommer i haven igen i år - anderledes, ja vel - men bestemt ikke dårlig.


Nu er efteråret over os, duften er ikke til at tage fejl af! 1. oktober siger kalenderen, vi skal til at rydde op, pakke ned og sammen. Havesæsonen går som regel ikke helt i hi hos mig, men jeg drosler bare lidt ned. Jeg plejer at arbejde i haven hele året, så mon ikke også det bliver sådan i år - i et eller andet omfang.

Og hvis ikke, så beslutter jeg mig bare for at ignorere det, som ikke bliver nået - og glæde mig over resten!

fredag den 20. september 2019

Løgbestilling & konfirmation

I dag har jeg bestilt løg til forårets festlige blomsterflor - tulipaner, muscari, narcisser og lidt allium. Alle i hvide nuancer, og alle er tænkt til at blive sat i krukker. Vi skal nemlig endnu engang have konfirmation - den sidste af slagsen, og så skal der tænkes lidt langsigtet angående den udendørs udsmykning.

Konfirmanden er blevet spurgt til, hvilke farver vi skal satse på, og der er ingen tvivl: grønt og hvidt. Så vi satser på lyse tulipaner med grønne tegninger, nogen som ligner f.eks. denne Spring Green


Og nogen helt hvide lignende denne Tres Chic


Den hvide muscari White Magic er også kommet i kurven, det er denne


Jeg har ikke billeder af de konkrete typer, jeg har købt, men navnene kommer her: Catherina, Madonna, Green Star, Nacis Stainless, Muscari White Magic og Allium Mount Everest.

Jeg tjekkede forskellige sites for at finde de helt rigtige farver til billigst mulig pris incl. forsendelse. Jeg valgte til sidst Bilka - det blev absolut det billigste på alle parametre, fordi jeg i denne uge får 40% rabat på løg som medlem af Bilka Gardenclub - det kan alligevel mærkes! Det er gratis at melde sig ind i Bilkas Gardenclub, og man får løbende gode tilbud i det ugentlige nyhedsbrev.

Nu afventer vi bare forsendelsen, så vi kan komme i gang med at putte de mange glædesdepoter i krukkerne!

søndag den 15. september 2019

September velkomst



Søndagen bød ikke rigtig på havevejr, men til gengæld kastede jeg mig over at pynte lidt op til sensommeren på trappen. Jeg fandt nogle fine stauder i supermarkedet og supplerede op med, hvad jeg havde.


Der blev plantet i zinkbeholdere, min svaghed for det grå look skinner vist klart igennem. Jeg har valgt de gråløvede planter og suppleret med den smukke, mørke alunrod. For at skabe højde har jeg placeret vores 2 hjerter, som vi fik til vort sølvbryllup sidste år, bagerst. Birkestave, græskar og en rust-and fuldender opstillingen.


En krukke er fyldt med egen-stiklinge-produceret Angel Wings - bladene er ikke så store, som dem man kan købe lige nu, men det lækre bløde look er det samme - det er en favorit.


De bløde lammeører står godt til de næsten krusede blade på den mørke alunrod.


Den store sølvsalvie har også de bløde blade, men er lidt mere rustik.

Stauderne bliver plantet ud i bedene, når de har aftjent deres værnepligt her - og Angel Wings & sølvsalvien vil jeg prøve at overvintre, så vi også kan få glæde af dem næste år, derfor får de vinterresidens i drivhuset.

Græskarrene fandt vi i en vej-shop, hvor der var mange forskellige slags og størrelser. Jeg søgte egentlig nogen grågrønne, for de er så smukke, men det havde de ikke. Jeg har før selv dyrket dem, måske jeg skulle afsætte et par kvadratmeter eller 5! til dem igen?

lørdag den 14. september 2019

Sensommerlørdag

Sikke en lørdag med sol og stille vejr. Bondemanden er endelig kommet i gang med at så, og jeg har været lidt i haven.


Mit knæ driller fortsat, så i det daglige kan jeg ikke lave havearbejde, når jeg kommer hjem fra job. Men så er det jo skønt at vejret i den grad arter sig lørdag.


I dag har jeg banet mig vej. Stien ned til drivhuset var ved at gro efter i hasselen - når det var regnvejr, måtte jeg gå en anden vej for ikke at blive drivvåd. Nu er hasselhegnet blevet studset, og man kan igen komme den vej til drivhuset.


Jeg har også fået pyntet på det gamle staudebed. De mange visne spyd fra digitalis er blevet fjernet - det var tiltrængt. Normalt har jeg ikke så mange digitalis i dette bed, men ingenting har ikke været normalt i haven i år, og de fik lov at blive stående. Faktisk har det været fint og lidt vildt. I betragtning af at jeg slet ikke har været i det bed siden foråret, så var det slet ikke så slemt med ukrudtet. Der var græs og mange ahorntræer - bevar's - men det var nemt fjernet, og nu ser her hæderligt ud igen. Bagsiden tager jeg i morgen.


Snart shiner vinterasters i bedet - og nu er der gjort klar til dem! Der er kommet nogen huller i bedet, så jeg skal have flyttet lidt rundt, så vi slipper for bare pletter.


Jeg fryder mig over mit nye sensommerbed, som blev etableret sidste år - det cirkelrunde. Hvor er det skønt med så mange farver på denne tid af året. Græsserne kommer rigtig til deres ret og er gode selskabsplanter.


Kombinationen af pileurt og græsserne bagved er en rigtig yndling.


Jeg synes, det er fint med kigget gennem bedet op til den røde ahorn. Jeg håber - med lidt hjælp - at det cirkelrunde bed kan blive ændret i formen i løbet af efteråret, for som jeg tidligere har skrevet, er jeg ikke tilfreds med det. Men jeg er vild med beplantningen, så den vil jeg arbejde videre med.


Roserne blomstrer så smukt endnu - og i denne omgang med lækkert sundt løv. Her er det Jaques Cartier.

Fortsat god lørdag!

tirsdag den 3. september 2019

Siddeplads med swung

(Indlægget indeholder reklame)

Siddepladser i haven er vigtige. Og der må gerne være forskellige typer til alle slags aktiviteter. Dem til spisning, dem til pausen i skyggen, dem til afslapning og dem til eftermiddagsluren :-) 

Jeg har netop udvidet mit siddeplads-repertoire med en skøn ego-stol! En stol, som indbyder til afslapning og læsning.


Det er en hængekøjestol fra https://www.tropilex.com/dk/ - den er ret lækker, og så sidder man godt.


Her kan man sidde og gynge stille og nyde solen og haven.



Denne kan næsten formes, som man vil, så der er rygstød og plads til at tage benene op og rigtig putte.


Jeg nød i den grad den sene eftermiddagssol og mit haveblad i går, mens jeg stille gyngede lidt.

Ind imellem løftede jeg blikket og nød de lange skygger hen over plænen.

Her kan I få en lille svingetur med:

 
 
 


Det er slet ikke tosset!


Min hængekøjestol kan købes her https://www.haengekojebutik.dk/ Der er mange forskellige at vælge imellem - og mange farver. Man kan også få de fineste hængekøjer.


Min er produceret i bomuld, og tværstangen har en lækker finish. Som tilbehør fås alt til ophæng - min hænger indtil videre i en meget rustik jernkæde, som jeg fandt i bondemandens sager :-) En lille praktisk detalje er, at der medfølger en opbevaringspose i samme stof, så den er nem at gemme væk til næste havesæson.

Min skal dog ikke pakkes væk endnu - jeg satser på flere dejlige sensommerdage i afslappet stil!