onsdag den 18. juli 2018

Gule knapper

Dagens buket er plukket i grøftekanten, og blomsterne betragtes for det meste som ukrudt. Det skal dog ikke forhindre mig i at binde af dem.


Resultatet blev til en rund form af de gule knapper fra rejnfan med gråbynke som staffage. 

 
 
 
Den blev helt skulpturel og står nu på det lille bord ved drivhuset.
 


Her ses buketten oven fra


Det er skønt at kunne binde sådan en stor buket af ganske gratis materialer. Rejnfan siges også at kunne holde spindemider ude af drivhuset, så buketten kunne også sættes ind i drivhuset og både nydes og gøre nytte dér.

tirsdag den 17. juli 2018

Sommerliv

Den mest sommerlige sommer i mands minde - i hvert fald mindes jeg ikke noget lignende. Vel er det træls med tørken, men vi kan ikke gøre noget ved det, så jeg nyder de fantastiske sommerdage og -aftner.


I aftes kom vore tidligere naboer cyklende på besøg - de er blevet pensioneret og byfolk - og de nyder livet uden vandingsmaskiner, halm og høst. Vi sad en stund på terrassen og nød lidt køligt at drikke og det fine vejr. Senere stod den på kaffe og tærte med masser af frisk frugt - samt en skål i vores hybenvin! En herlig sommeraften, hvor snakken flød.


I dag har vi så holdt en rigtig feriedag! Den ældste havde fri fra sit sommerferiejob i Legoland, og vejrudsigten for destinationen var helt perfekt. Vi havde nemlig planlagt en tur til min barndoms strand - Lakolk på Rømø. Og det var fantastisk! Sol og næsten ingen vind - strand så langt øjet rakte og masser af mennesker! Vandet var 19-20 grader varmt, så vi var i mange gange. Hverken vand- eller brandmænd og klart, klart vand.


Pigerne fik oplevet ebbe og flod på nært hold, for vi oplevede skiftet og måtte flytte al vores habengut for den stigende vandstand. Vi prøvede sågar at sidde fast i sandet med bilen, og fluks kom 4-5 personer ilende til for at hjælpe os fri - præcis som jeg lige havde fortalt pigerne om, at det altid skete, da jeg var barn.

Jeg elsker Rømø! Det ligner sig selv - selv rastepladsen med åkander var der endnu! Og bedst af alt: den stemning på stranden med børn, unge og gamle, der bare nyder sommeren og livet - en stor flashmob!



Der er langt at køre, og på vejen hjem bredte denne følelse af mathed og veltilfredshed i bilen, som jeg genkender fra min barndom efter en dag på Rømø. Hvilket velsignet sommerliv!

Vel hjemme bød haven på friske, modne blåbær, smukke solhat, brændte farver i flammebedet og det hvide bed langs huset. Min sjæl, hvad vil du mer'?

søndag den 15. juli 2018

Højsommer

Kugletidslerne i det nye staudebed er virkelig smukke i år.


De er omsværmede.


De er høje og statelige og klarer sig godt trods tørken.

 
Jeg er godt tilfreds med mit nye staudebed i år. Det er dog stadig ikke helt på plads. De røde hestemynter skal f.eks. helt væk - de skal over i det gamle staudebed. De pinke skal deles og fordeles i bedet - og så er der lidt som skal flyttes en lille smule rundt på noget - så næsten år er det sikkert super godt - måske!
 
 
Sikkert ikke! For der er altid noget, som kan blive bedre i sådan et staudebed.
 
 
I drivhuset skal der snart høstes auberginer - de er virkelig flotte.
 
 
Og der er flere på vej! Egentlig ret imponerende at sådan en plante kan producere så mange - jeg tror, der er mindst 10.
 
 
Hjertetomaten giver dagligt tomater nu - de er gode, selvom jeg ikke helt kan se hjerteformen.
 
 
Også peberfrugten er produktiv - den står fortsat ude efter luseangrebet, dens blade er hullede og ikke ret pæne, alligevel er der masser af frugter. Jeg vil gerne have røde peberfrugter, så de får lov at blive siddende.
 
 
I den bittelille køkkenhave trives palmekålene vældig. Bagved er den insisterende peberrod, og bagerst den røde salat, som er gået i dekorativ stok.
 
 
Dahliaerne har haft et hårdt år. Først en hård vinter, siden en tør sommer. Så de er ikke helt på toppen. Men de er dog i blomst. Som nogen af jer husker, prøvede jeg i år at lade dem blive i jorden vinteren over og bare dække dem til. Status på det forsøg er, at knap halvdelen overlevede - så en moderat succes. Jeg har dog tænkt mig at gentage forsøget i den kommende vinter.
 
 



lørdag den 14. juli 2018

Fixpunkt

Jeg har arbejdet på mit lange kig de seneste par år - efterhånden synes jeg, det begynder at fungere. Udfordringen er, at der på den ene side er en helt ung hæk, som ikke helt er trådt i karakter, det kommer dog lige så stille.

I går fortalte jeg om, at jeg pludselig kom i tanke om noget, jeg kunne sætte i den ene ende som fixpunkt. Det er et emne, jeg har vendt med mig selv flere gange uden helt at kunne komme frem til noget brugbart. Men pludselig i går kom jeg i tanke om en krukke, som jeg havde i gemmerne. Den ville måske kunne gøre det. Den har oprindeligt stået inde, senere på altanen og derefter gemt og glemt.
 

 
Nu er den kommet til ære og værdighed som fixpunkt i det lange kig.
 
Herunder er samme motiv uden krukke - selvom krukken ikke larmer, gør den alligevel en forskel.
 

 

Det er ikke én, som skriger langt væk, tværtimod blender den næsten ind med omgivelserne - og alligevel er den der.


Den står under magnolien mellem akelejerne.


Farven er ret diskret grågrøn - det passer mig storartet, at den ikke skiller sig ud. Den passer faktisk fint i bedet her med akelejernes blade i samme farveskala.


Faconen minder om en vandkrukke, og mønsteret er enkelt.


Jeg tror, den får lov at blive stående og nyde udsigten her fra. Så må jeg se, om jeg kan finde på noget, den kan spejle sig i, i den anden ende af kigget.

fredag den 13. juli 2018

Så blev den ged barberet

Det har trukket lidt ud i år med at få klippet hæk. Hækklipperen havde fået en skade, og bondemanden har haft travl, men nu fik han endelig tid til at reparere mit værktøj. Så nu er hækken klippet - og det pyntede!


Det har været en varm omgang - det største træk tog jeg en aften, hvor jeg blev ved til kl.22. I går formiddags tog jeg det allersidste, det kostede adskillige bid af hestebremser - øv, det er ikke sjovt. I dag blev der så ryddet op - det var hurtigt gjort.


For selvom hækken var langhåret, var der ikke de mængder, som der plejer. Her har tørken også gjort sit.


Også kvæderne som står tæt på hækken er blevet klippet i facon.


Den unge hæk ved mit lange kig står ikke helt så skarpt endnu, men den er trods alt med til at understrege effekten.


Modsat hækken står kanten af sankthansurt - de er lige nu i præcis det stadie, hvor jeg synes, de er smukkest. De sartgrønne knopper er lækre.


Her er det lange kig fra pergolasiden.

Da jeg sad og redigerede billederne til dette indlæg, kom jeg igen til at tænke på, at der burde stå noget, som fanger øjet for enden af det lange kig - gerne i begge ender. Tidligere har jeg ikke rigtig kunnet se for mig, hvad det skulle være, for det skal også passe ind i min have, men nu slog det mig, hvad jeg kunne forsøge mig med. Det hører I mere om i et andet indlæg - for jeg begyndte fluks at eksperimentere!


Til slut endnu et billede af den nyklippede hæk ved indkørslen. For snart mange år siden klippede vi hækken i højre side helt ned. Den var blevet alt for høj og bred. De første år holdt vi den langt nede, fordi nogen huller blev fyldt ud med nye hækplanter, og de skulle med op. Nu er hullerne fyldt ud, og hækken er ensartet, så nu skal den gerne være lidt højere - lidt hvert år. Flere år før havde vi gjort det samme med hækken til venstre, den havde været forsømt og var blevet til høje træer. Nu har den, den højde den skal ha'. Det er fantastisk, hvad sådan en gammel naurhæk kan tåle!

tirsdag den 10. juli 2018

Hybenvin - gyldne dråber

I sensommeren '16 kastede jeg mig ud i noget af et langsigtet eksperiment. Jeg ville lave hybenvin. I dagens indlæg kan du læse om både dengang og i dag, hvor vinen blev hældt på flasker.


I sin tid Googlede jeg mig til en opskrift. Jeg tror, jeg brugte denne her fra alt-om-hyben

 
                                   
 
Ingredienserne var vand, sukker og hyben - ganske simpelt. Efter lidt kogen blev sukker og vand hældt over mine nyplukkede hyben i dunkene. Dernæst fulgte nogen uger med åbne dunke og rysten, så blev dunkene sat ind i et skab. Og der har de sådan set stået lige siden, enkelte gange har jeg lukket gas ud. Det lyder nemt - og det er nemt!
 

Da jeg gik i gang, troede jeg, vinen blev færdig i løbet af et år. Men hurtigt fandt jeg ud af, at den faktisk skulle stå i 3 år for at blive rigtig god. Tålmodighed er en dyd!

Jeg havde ikke rigtig fundet ud af, hvornår den så skulle hældes på flasker, så det bestemte jeg bare var i dag. Med hjælp af mellembarnet fik jeg skoldet flaskerne og filtreret væsken. Opskriften skulle give 5 l, men det holdt nu ikke stik.


Vi startede ud med at filtrere gennem kaffefiltre, men det blev alligevel for langsommeligt, så vi gik over til at bruge et dørslag og et klæde. Der bredte sig en liflig duft i køkkenet. Liflig som i ret kraftig duft af alkohol! Farven på vinen er mørk gylden, meget smuk.



Til sidst blev vinen hældt på div. vinflasker med skruelåg. Etiket skulle der selvfølgelig også på, mindre kunne ikke gøre det. De skal stå minimum én uge for at bundfælde. Så kan det da godt være, at vi smager på de gyldne dråber, men ellers skal de jo gemmes mindst et år mere for at blive rigtig gode.

I følge det jeg har læst, så skulle alkoholprocenten ligge omkring 16%, vinen minder mest af alt om noget likør, som kan drikkes til dessert eller til kaffen i godt selskab!


Du kan læse mit første indlæg om at producere hybenvin her.

søndag den 8. juli 2018

I det spæde morgengry


Morgenlys er fascinerende. At slå øjnene op og se det spæde morgengry - solen der er på vej. I morges blev det mig for meget. Kl. 4.30 besluttede jeg mig for at stå op og være midt i det. Morgengryet.


Det specielle lys over markerne, lige før solen kommer op over horisonten bag mig.


Solen kommer over træerne, og det gyldne lys rammer kornet, akkompagneret af fuglesang og en fasans skryden. 
 
Haven endnu i skygge, men skoven bagved ligger badet i lys.



Enkelte stråler når igennem til hortensiaens blad.


Også rosen i det hvide bed for del i morgenlyset.


Drivhuset med duggede ruder, mens solen er godt på vej - snart er en ny dag i fuld gang. Men indtil da kan jeg bare være.