tirsdag den 13. juni 2017

Det hvide bed

Det hvide bed stråler i disse dage - der er gang i blomstringen hos lupinerne, kørvelen, digitalis, staudejudaspenge, de små allium og også løjtnantshjerterne kan endnu. Dertil kommer alt det grønne og alt det, som står på spring.


De mange digitalis, som jeg i det spæde forår flyttede bagest i bedet - se indlægget her - gør det godt. Det fungerer fint med den høje, hvide flok i baggrunden.

Jeg synes ikke, det er nemt at fotografere hvide blomster, men her kommer der nogen af dem.


Den hvide blomsterkørvel, som jeg har haft forspiret i drivhuset, er bare så yndig nu - den er et godt og fint bekendtskab.


Lupinerne har blomstret længe - de fylder godt - og løjtnantshjerterne står bagved.


De små hvide allium er også dejlige i bunden af bedet - her sammen med gulerod, som jeg håber, vil bidrage med gulerodsblomster i år.


Denne smukke limegrønne staude foran judaspenge står også i det hvide bed - jeg husker ikke navnet på skønheden, desværre. Jeg forsøger at putte forskellige limegrønne/grå planter imellem stauderne i det hvide bed - det giver lidt ro og steder at hvile blikket.

I drivhuset er der blevet flyttet rundt - alle planterne er nu flyttet ud midt i huset og bundet op, så de kan udnytte højden i drivhuset.


Der er stadig plads til at bevæge sig frem og tilbage i kanten, og siddepladsen er også intakt!


Det gror med lynets hast!


Snart har vi agurker - og der er masser af tomater på vej.

I dag har jeg været i gang med saksen og næsten skamferet det nye staudebed :-( Regnen havde væltet den ene lupin, så den ødelagde stauderne omkring den. Også de lyserøde løjtnantshjerter blev klippet ned, samt Ravenswing og kongelysene - lige nu er det ikke så pænt....men snart skyder det igen, og nye skønheder overtager bedet.




Til gengæld står det fint i det gamle staudebed  - herover - kun fjerbusken er blevet studset en smule. I det gamle staudebed forefindes en skønsom blanding, lige nu domineret af de blå storkenæb.

10 kommentarer:

  1. Dit hvide bed er så fint 😊 Det er noget helt særligt over et sådant bed - et roligt og harmonisk udtryk. Staudebedet tager sig også flot ud hos dig. Glæder mig over al den regn, vi fik - det hele står så grønt og friskt 😊

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Linda - jeg er også godt tilfreds med bedene og regnen, som får alt til at strutte!

      Slet
  2. Jeg tilslutter mig Lindas kommentar, det ser godt ud, du har mange fine planter i det hvide bed.

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er meget forskelligt i det hvide bed, nogen gange tænker jeg for meget, men det er skønt, at det blomstrer kontinuerligt. Det er vokset godt til i år, og jeg kan godt lide det lidt vilde udtryk.

      Slet
  3. Ja, det er et smukt hvidt bed, du har:) Det er også en smuk allium - hvor høj bliver den? Regnen og blæsten har også været hård ved mange af mine planter - temmelig irriterende!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! Den lille allium er vel 30 cm høj og hedder 'Unifolium'. Den boede først i mit nye staudebed, men jeg syntes, den var mere hvid end lyserød, og så blev den flyttet til det hvide bed - og det er fint.

      Slet
  4. Hvor er dit hvide bed flot :-)
    Vi har spist de 2 første skoleagurker i dag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak - der er rigtig meget gang i det hvide bed lige nu, men det er svært at fange den samlede oplevelse på billeder, synes jeg. Skoleagurkerne bliver nærstuderet hver dag, men de er endnu ikke klar...

      Slet
  5. Her er ikke noget bedre end lune og stille sommermorgener i haven. Det hvide bed er flot, jeg kan godt lide at du har krydret det med lidt lime og gråt. God dag til dig, håber at du får tid til at komme i haven. Jeg er så heldig at kunne tilbringe hele dagen derude. Mange hilsner Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh hvor skønt at ha' en hel dag i haven! Jeg har også haft en del timer i haven i denne uge, og det har hjulpet gevaldigt på det. Og jeg har stornydt det!

      Slet