tirsdag den 19. maj 2015

Plantevejr

Om ikke andet er det da godt plantevejr i disse dage! Ingen udtørrende sol og rigeligt med vand ovenfra. Når det er sagt, så ønsker jeg mig godt nok snart noget tørvejr og stabilt solskin - og at der er nogen, som skruer en smule op for varmen!
Men det gode plantevejr skal jo udnyttes, så i dag gik turen forbi Plantorama. Der var mange fristelser, og der kom lidt i vognen. Bl.a. en clematis 'Grandiflora' og 3 staudelathyrus. 'Grandiflora' er blevet plantet op ad et gammelt grantræ i haven. Jeg håber, den vil trives der.



Staudelathyrus har fået plads dels i det gamle staudebed og i det hvide bed.

Jeg har her i aften haft en oplevelse lidt ud over det sædvanlige. Jeg fik lige før øje på en rå, som stod ved flagstangen. Hun stod der og holdt øje med katten. Og da katten kom lidt for tæt på, løb hun efter den i fuld galop. Så gik den vilde jagt ad stier og igennem bede, som om hun var en hund. Hun stoppede først 3 meter fra huset, hvor jeg stod i vinduet. Sikke et syn! Men katten slap med skrækken. Jeg tænker, hun har et kid liggende i hegnet, for jeg har set hende en del gange de sidste par dage.

2 kommentarer:

  1. Jeg stemmer også for sol og varme. Det må have været en sjov og fantastisk oplevelse med Råen, den fik da jaget katten en skræk i livet :o))
    Mange havehilsner fra Linda

    SvarSlet
  2. Ja jeg er med på den med sol og varme. Det må have været et kosteligt syn, en rå efter en kat :)

    SvarSlet