mandag den 16. maj 2016

Nye elementer i haven

Vi har i dag tømt min mors hus, da et salg endelig er nært forestående. Min mor kom på plejehjem for halvandet år siden, så huset har stået delvis møbleret. Der kom en del dejlige ting med hjem - både  nogen fulde af minder og ting, som bare er nyttige.

En af de ting, som er både og - minderigt og særdeles brugbart - var et fuglebad hugget i sten, som min far lavede til min mor for mange år siden. Nu har det fået plads ved min nye bænk under birketræet.


Det skal lige møffes ordentlig på plads, så det kommer til at stå vandret og måske lidt ned i jorden. Det fuglebad er jeg godt nok glad for, det passer lige her, og så er minderne - så at sige - hugget i sten.
 
 
Jeg var en tur i planteskolen i går - bare for at kigge - og faktisk så blev det også kun til det - næsten! Jeg købte 2 bakker med ærteblomster, så da jeg kom hjem, lavede jeg 2 stativer af grene i det nye bed, hvor ærteblomsterne skal plantes. Jeg håber, de kan skabe lidt højde i bedet.
 

Stativerne er temmelig rustikke, jeg håber, ærteblomsterne kompenserer lidt for det....
 
Da jeg stod der og baksede med mine stativer, opdagede jeg, at min kørvel 'Ravenswing' blomstrer på livet løs. Eller i al fald den ene. Den anden 3 meter derfra er kun 1/3 i højden.
 
Der er gang i den i bedet, den lyserøde knopurt står på spring sammen med en hel masse andet, som jeg endnu ikke rigtig har identificeret....
 
 
Selvom det er hundekoldt, sker der alligevel en hel masse derude. Vi har kun fået 6 mm i løbet af weekenden, så vi kan sagtens bruge mere - vi håber på en god byge!


6 kommentarer:

  1. Ja koldt er det, og der sker en masse alligevel. Dejligt med minder fra ens barndomshjem, det har jeg også. Godt huset endelig blev solgt, håber din mor har det godt på plejehjemmet, min mor var meget ked af at være der, hvor hun var.

    SvarSlet
    Svar
    1. Min mor er heldigvis meget, meget glad for at være i sit nye hjem - det er et dejligt sted. Fra hendes stue har hun udsigt til bøgeskoven og nogle smukke private haver, det nyder hun. Stemningen på hendes plejehjem er dejlig, personalet har travlt, men heldigvis er min mor blomstret så meget op, efter hun kom på plejehjem, at hun er ret selvhjulpen. - Og ja det er uendelig skønt, hvis huset bliver solgt nu!

      Slet
  2. Dejligt fuglebad. Det kan jeg godt forstå at du er glad for at flytte hjem i haven.
    VH Nina

    SvarSlet
  3. Flot fuglebad med mange gode minder, og det skal blive taget i brug af havens fugle. Dejligt at få noget som ens far har lavet til ens mor.
    Kh
    Kirsten

    SvarSlet
  4. Det lyder godt at din mors hus nu er ved at blive solgt, så i kan få den del afsluttet. Fuglebadet er skønt. Det er dejligt med minder om dem der ikke er her mere.
    Rigtig god ny uge til dig.
    Kh Linda

    SvarSlet
  5. Dejligt når ting kan følges af minder, så de ikke bare er ligegyldige genstande. Flot fuglebad, som nok skal gøre lykke!
    Hilsen Henrik Havehjerne

    SvarSlet