mandag den 7. august 2017

Slet ikke værst

Det tegner til at blive en rigtig fin dag, denne min sidste feriedag. Solen skinner, det blæser, og det ser ud til at holde tørt. Så der er en chance for både have- og høstarbejde. Så er alle glade her på matriklen!

Som jeg skrev i aftes, fik jeg tyndet lidt ud i drivhuset og skabt luft omkring især tomaterne. Skyggegardinet blev pillet ned, og der blev såmænd også luget mellem fliserne! Så i bund og grund en lille opgradering.


I slutningen af juni pillede jeg det ene gavlvindue ud for at skabe mere luftcirkulation i huset. Huset er kun født med 2 vinduer, og det er ikke nok. Siden har døren stået åben både dag og nat, og det har virket efter hensigten. Jeg har ikke haft problemer med fugt, og der er ingen, som har klaget over træk!


Agurken har så benyttet lejligheden til at stikke næsen udenfor, og den arbejder nu på et par frilandsagurker 😉


Mine røde kvan i det nye staudebed har stået længe med store svulmende knopper, men nu er de sprunget ud i al deres vælde. De har selskab af kugletidsel, hjortetrøst, kæmpe verbena og violfrøstjerner.


En enkel blomst i Penny Lane, hun trives ikke rigtig - måske skal jeg flytte hende til mere sol? Det kan være, hun vil kvittere positivt for det, det her går i al fald ikke.

5 kommentarer:

  1. Ja Penny Lane vil helt sikkert blive glad for mere sol.
    Flot kvan - pas på du kan få dem over hele haven, det har jeg.
    Flot med en frilandsagurk :)

    SvarSlet
  2. August er sådan en dejlig måned hvor vi kan høste alt muligt!
    Jeg satte sidste efter Penny Lane i fuld sol på vores gårdsplads. De virker ret tilfredse :-)
    Er dine billeder ikke blevet større? De er i hvert fald gode!
    Kh Nana

    SvarSlet
  3. Jeg er meget misundelig på dig og andre, der kan have den der røde kvan, for den er så megasmuk, men den bliver lidt for høj til min lille have. Gad vide, om man kan klippe de første knopper af og holde den lav? Det tror jeg, jeg vil prøve nu, da jeg ser din. Den er altså så flot...
    Mange hilsener
    Lisbeth
    - og god arbejdslyst i morgen tidlig

    SvarSlet
  4. Jeg er vild med din røde kvan. Desværre har jeg svært ved at få dem til at frøformere sig, så jeg er nødt til at købe nye. Den Penny Lane er en skøn sag, den må du vist hellere flytte så du kan få endnu flere lækre blomster på den :-). I løber vist ikke tør for agurker og tomater det første stykke tid :-). Håber at det har været en god sidste feriedag. Her på matriklen er vi allerede i fuld gang med møderne inden skolestart på mandag. God første arbejdsdag i morgen. Mange hilsner Mette

    SvarSlet
  5. Dejligt med lidt oprydning i drivhuset, vi fik klippet vinen godt i weekenden, så der blev også lidt luft. Vi har også haft døren til at stå åben både dag og nat den sidste lange tid og det ser ud til at både tomater og agurker trives ved det.
    Penny Lane er så fin, desværre er min ikke så sund selvom den skulle få sol nok, men måske skal den flyttes alligevel. Flot Kvan, jeg har en hel kasse småplanter, jeg vil prøve at plante ud et skygget sted, de hedder jo Sylvestrist, så måske går det.
    God arbejdslyst.
    mvh
    Lene Bedstemorshave

    SvarSlet