lørdag den 28. februar 2015

Årets sidste vinterdag!

På årets sidste vinterdag kom der endelig gang i havearbejdet. Solen har skinnet fra morgenstunden, og egentlig havde jeg andre planer, men haven trak, så på med havetøj og træsko! Rengøringen inde måtte vente. Det blev til nogle dejlige timer, men her midt på eftermiddagen blev det for koldt og blæsende for mig, så nu er jeg inde igen.
Jeg begyndte ved vores indgangsparti ved bagdøren. Her er der en minigårdhave mellem hus, garage og plankeværk mod legepladsen.

Først en række førbilleder:


'Gårdhaven' med fliser og et enkelt højbed.



I år bliver det alvor for sandkassen (den lave kasse med låg). For et par år siden ville jeg inddrage den i mine aktiviteter, da ungerne ikke brugte den mere. Jeg fik den også tømt for sand, men så indløb alvorlige protester fra både mand og børn - de var overhovedet ikke færdige med sandkasseleg. Jeg bøjede mig for overmagten og fyldte nyt sand i. Med det resultat, at INGEN har leget i den siden. Så fra i år er den min, og den skal bruges til en lille skærehave.


En ret trist omgang.


Heldigvis kan der hurtigt ske noget, og her er resultatet efter noget oprydning:



 

 


Under de visne pinde spirede lodden løvefod og akelejerne lystigt - dejligt gensyn!

Mens jeg gik derude, fik jeg jo mange gode ideer til nye tiltag - jeg er f.eks. træt af den bare mur. Det kunne være fint med et espalieret frugttræ der.

søndag den 22. februar 2015

Værtindegave

Jeg har lavet en lille værtindegave med vintergækker. Jeg har brugt en second-hand kop, en gruppe vintergækker gravet op i haven, lidt grene fra spiræa og mos. Til slut er den pakket i en lille fin pose, som også er genbrug - så er jeg klar til venindehygge!

 
 
 
 
 
 
 
 

lørdag den 21. februar 2015

Knasende sprøde

Det er bare noget af det bedste! Når man står der med en buket af knasende sprøde tulipaner - lyden, duften og fornemmelsen af friskhed er overvældende - det er guf for alle sanser! For de er jo også fantastiske at se på.
Weekendens buket er sådan en omgang sanseguf - det gør godt.

 

torsdag den 19. februar 2015

Blåt er godt

Ranunklerne fra sidste weekend kan endnu, og her er de suppleret med blå franske anemoner. Og ja - blåt er godt!




onsdag den 18. februar 2015

Endelig!

Endelig skinner solen her - den inviterer i den grad til havearbejde. Og der er nok at tage fat på! Men det bliver desværre ikke i dag heller - skal på arbejde lige om lidt. Jeg nåede dog en tur rundt i haven i solen, og der var tegn på forår alle vegne.