lørdag den 13. maj 2017

Grønne fridage - skovtur og plantemarked

Sådan en forlænget weekend her midt i maj er ikke at foragte, heller ikke selvom energien ikke rigtig rækker til en masse havearbejde - lidt har også ret!

St. Bededag var hele familien i skoven for at nyde de nyudsprungne bøgetræer. Vi tog til Engelsholm Slot og havde en dejlig tur.


Slottet er i dag højskole, og det ligger virkelig idyllisk ved skov og sø.


Med voldgrav og grønne plæner.


Vi nød den lysegrønne skov.


For nogen år siden havde Haveselskabet altid plantemarked i gården på Engelsholm Slot her i maj. Det var et stemningsfyldt sted til sådan et marked. Nu er plantemarkedet flyttet til Agersbøl Gods - og det har jeg besøgt i dag.


Det var første gang, jeg var her - og det var virkelig fint! Jeg synes, der var mange boder og spændende planter - og velbesøgt!


Inde i gården er der plads til de mange boder, og hovedhuset er en flot kulisse! Parkeringen er der styr på, og det var nemt at finde.

Hjemmefra mente bondemanden, at jeg ikke manglede noget - og han har jo sådan set ret - så jeg kom kun hjem med en lille smule! Men det var skønt at snuse rundt, selvom indkøbslisten ikke var alenlang.

Med hjem havde jeg en blå clematis gruppe 1, den er blevet plantet i drivhuset. Så blev det til 3 hvide nicotina (tobak) - jeg har sået nogen gamle frø, men jeg er ikke sikker på, de bliver til noget - og nicotina vil jeg helst ikke undvære! Og sidst men ikke mindst købte jeg en hosta 'Night before Christmas' - den har hvid midte og grøn kant. Den er plantet i det hvide bed.

Vel hjemme blev indkøbene og nogle tomater, jeg har fået af en kollega, plantet. Græsset blev slået - det er endelig begyndt at gro for alvor - og så begyndte det at regne!

7 kommentarer:

  1. Jeg har været begge steder til plantemarked som kræmmer... det var nu hyggeligt dengang det var på Engelsholm. Jeg sidder og venter på regnvejret... når du har fået nok kan du så ikke puste det op til mig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var hyggeligt på Engelsholm. Men jeg var nu også godt tilfreds med Agersbøl Gods - og så var det langt nemmere at parkere!

      Slet
    2. Jeg håber, det bliver til noget regn hos dig også - her kommer der lidt hele tiden.

      Slet
  2. Det var et beskedent køb. Hvorfor sate du clematisen i drivhuset, den vil være flot op i et træ. Så kan du få en mere sart til drivhuset.

    SvarSlet
    Svar
    1. Uha, jeg må undskylde mig med min uvidenhed, Lisbeth ;-) Jeg har efterhånden forsøgt mig med mange clematis, og det vil ikke rigtig lykkes. Senest har jeg plantet tre Rubens Montana op af div. træer, for jeg synes, det ser så fint ud hos dig med clematis i træerne. Jeg kan forstå, de skulle være mere end villige, men de går ud for mig. Så jeg tænkte min nyanskaffelse skal nurses lidt - den er ikke særlig kraftig, nærmest lidt fin i det, der er ikke noget navn. Nå, jeg må se, hvordan det går!

      Slet
    2. Ok så er det nok klogt at sætte den i drivhuset, indtil får rødderne styrket lidt, hold øje med at de ikke gror ud af potten. Er du sikker på de går ud? Nogle gange visner de helt væk og kommer igen næste år. Men indrømmet - jeg synes også, de kan være svære at få i gang. Planter du dem dybt? for det skal de.

      Slet
    3. De får lov til at blive stående længe, inden jeg opgiver! Faktisk har jeg ikke gravet nogen op.... De er plantet ca. 10 cm dybere end i potten. Jeg har forsøgt mig med at putte noget bedre jord ved de sidste, jeg har sat, for i min sandjord er der måske ikke meget clematisguf?

      Slet