torsdag den 9. juni 2016

Nye og gamle bekendtskaber




Denne fine staudetidsel - Cirsium rivulare 'Atropurpureum'. er ny i min have. Det er bestemt et godt bekendtskab her i det nye staudebed. Farven er dyb og fyldig, og selvom den er høj, står den uden støtte.

'Jacques Cartier' - en yndig buskrose og også ny hos mig. Den er også placeret i det nye staudebed - og den forventer jeg mig meget af - den er i al fald begyndt rigtig smukt!


I efteråret satte jeg også en del alliumløg i det nye staudebed. Den hvide øverst - 'Graceful' - skulle blive 70 cm høj, men det er den godt nok slet ikke - men den er en fin lille én, som senere skal holde flyttedag til det hvide bed, hvor den passer lidt bedre. Den lille lyserøde - 'Unifolium' - derimod får lov at blive, hvor den er - den er yndig!

En gammel bekendt er mit gamle staudebed, som netop nu domineres af de blå farver med lyserøde kontraster fra alunrod.

For enden af det gamle staudebed står en gammel rose, som ser lidt sølle ud. Den er egentlig ikke særlig sund, men den får lov at blive, for når den blomstrer, er det med disse smukke blomster, som dufter helt vidunderligt.

I den anden ende af haven blomstrer også min gamle buskrose, som dukkede op i noget buskads, da vi ryddede det for nogen år siden. Den fik lov at blive, selvom den dengang bare var en lille tynd pind. Det har jeg ikke fortrudt. Den er blevet en stor busk med en overdådig blomstring - roserne er små og fyldte, og de har en fantastisk duft. Desværre har løvet en tendens til at se ret kedeligt ud - især efter blomstring, men sidste år opdagede jeg, at hvis jeg beheadede blomsterne i takt med, at de afblomstrede, holdt løvet sig også pænere. Så det er bare med at være over den!

mandag den 6. juni 2016

Blomster i varmen

Jeg har vist aldrig vandet så meget i haven som i år. Flere af mine bede er nye, så for at holde liv i dem, har bondemanden rigget en stor slange med spreder til - den giver vand i rigelige mængder. Faktisk giver den 60 mm i timen, så det er med at huske og flytte den rundt, ellers bliver det alt for meget. Min nye vandhane i haven har godt nok vist sit værd!

Jeg bliver belønnet med nye blomster, her allium i det nye staudebed


Denne er lige ved at springe ud - den er stor og kraftig og hedder Pink Jewell
 
I det hvide bed er der gang i både roser og klematis i mit fine tårn - men ingen blomster endnu
 
Ved den ene indgang til haven står den mørkløvede klokkebusk under vandgranen og overfor 3 hængpil, som lige nu er rigtig fine med små kroner. Jeg klipper dem helt ind hvert år, ellers bliver de alt for store - snart når grenene igen jorden.
 
Den mørkløvede klokkebusk er meget smuk
 
Mit irisbed er godt på vej i blomst, men til efteråret er jeg nødt til at gøre alvor af at få dem delt igen - blomstringen bliver mindre og mindre for hvert år.
 
Smukke - det er de
 
Denne vinkel har jeg før vist med mit irisbed i forgrunden - sådan ser det ud i år
 
Billedet herunder er samme vinkel den 22. juni sidste år. I mellemtiden har vi fået ryddet gevaldigt op i buskads og store træer. Det har vi ikke fortrudt, vi har fået lys og luft og nye bede.
 
 
Det var jo min plan at tage til Geografisk Have i Kolding til plantemarked og ikke mindst blogtræf - jeg havde sådan glædet mig - men desværre kom jeg ikke af sted, varmen blev mig simpelthen for meget. Så jeg kravlede i skygge herhjemme og kom kun ud for at flytte sprinkleren!  Jeg kan se på bloggene, at I var mange, og det ser bare hyggeligt ud. Næste år.....


mandag den 30. maj 2016

Udendørs binderi på en skøn aften

Sikke et vejr! Sikke en aften!
Jeg har her til aften stået ved havebordet og bundet en lille buket til en kollega - fortrinsvis af haveblomster. Dog er grundstenen i buketten købte lyserøde roser. Det er godt med noget, der fylder og støtter omkring de lidt sartere blomster.





Herligt at stå der i haven og binde en buket af nogle af de skønne blomster, som lige nu blomstrer - det er da ren luksus!

søndag den 29. maj 2016

Sidste søndag i maj

I haven blomstrer nye og gamle bekendtskaber. I det nye staudebed er der meget, som jeg ikke har haft før, så det er altid spændende at se, hvad de forskellige planter bliver til.

 Her er det den smukke kongelys, som flirter med kørvel Ravenswing.
 
 
Denne har jeg virkelig glædet mig til,Staudetidsel, Cirsium rivulare 'Atropurpureum'
 
Der er fortsat tulipaner i spil - dem har vi rigtig nok haft glæde af i år
 
I det hvide bed er der (også) fortsat en del huller mellem de nyplantede stauder. Nogle af dem er blevet fyldt med tobaksblomster, Nicotina.
 
Et meget yndet motiv i disse dage - prydløgene gør det godt
 
 
De truer med torden og skybrud i aften og nat, jeg håber ikke, det bliver alt for voldsomt rundt omkring hos jer. 

fredag den 27. maj 2016

Et nyt forsøg

Jeg har i flere år nu forsøgt at finde det perfekte sted til at dyrke tomater på friland. I år bliver forsøget gjort på terrassen. Udfordringen her er, at det er en overdækket terrasse, så jeg skal for alt i verden passe vandingen. Heldigvis er det ret tæt på den nye vandhane.

 Tomaterne er blevet plantet i zinkspande, og kanden er fyldt med vand, så det er lige til at gå til. Snoren er fastgjort i loftet, så de kan bare gro, kan de!

Bedet ved vejen er ved at gro til, jeg er rigtig glad for udtrykket i det blandede bed.
Lige nu er det allium, som tiltrækker sig opmærksomhed, men der er mange andre gode sager!


Et andet sted i haven må jeg præsentere: Bedstefars træ!
Et højt skattet træ i haven er Bedstefars træ - en rød ahorn. Jeg har fået den af min far, som selv har fremelsket det fra et frø, hans eget træ kastede i haven. Min far ville være fyldt 100 år her i sommer, og mit træ har virkelig fået fodfæste! For en del år siden blev træet flyttet i vores have. Før stod det nede i haven, lidt klemt. I hjørnet af haven stod en megastor elm, som var født med gården. Kæmpen, som var 150+ år, blev ramt af elmesyge og blev fældet. Sorgens dag. Men enhver ændring giver nye muligheder! Vi fik lys og luft ind i haven fra den kant, og vi flyttede bedstefars træ op i hjørnet som nyt gårdtræ. Det var vokset lidt skævt, så det blev plantet lidt dybt for at udligne skævheden.
Det er blevet passet og plejet, og endelig tager det rigtig ved. Nu er kronen fuld, og det vokser for alvor. Jeg elsker det træ, det danner hjørnestenen i gården, og min far ville, vi skulle have det. Min far døde for 9 år siden efter at være invaderet af Alzheimers, men hans træ står i min have og trives!

 I højbedet uden for køkkenvinduet trives de blå farver lige nu i form af  akelejer og  stedmoderblomster, snart bidrager også purløgens blomster til festlighederne. Jeg stornyder bedet  både ude- og indefra - ind imellem er der persille og masser af løvefod!


tirsdag den 24. maj 2016

Tusmørke

Jeg er ret sikker på, at ret mange af jer også gør det. Går en tur gennem haven i tusmørke. Nyder det stærkt svindende lys og de særlige farver og skygger, det skaber. Forsøger at fastholde det hvide beds helt specielle månelyse skær. Og indånder aftenluften i fulde drag, mens I reflekterer over dagen og livet.

Det gør jeg. I aften var ingen undtagelse. Jeg tog mit kamera med ud - selvom det var dømt til at mislykkes. Alligevel bringer jeg nogen af billederne, fordi jeg elsker bladformer og regndråbernes spil. Min have tirsdag den 24. maj 2016 kl. 22.00.




Det har været en skøn eftermiddag i haven. Lunt og lidt vådt, for vi fik endnu 5 mm. Det var perfekt til at plante og flytte rundt, så det har jeg gjort.

Mine roser 'New Dawn' er ikke kommet ordentlig i gang, faktisk klippede jeg dem helt ned, for de visnede i toppen. I aftes kørte manden dem så over med plæneklipperen.....! Og så var der jo ikke andet at gøre end at købe 2 nye. Denne gang er de kommet ind i sandkassebedet - der kommer plæneklipperen ikke! Nu håber jeg, de vil trives og dække plankeværket med deres skønne løv og blomster.

mandag den 23. maj 2016

Redningsaktion

For sent har jeg opdaget, at de buskbom jeg flyttede i efteråret og her i det tidlige forår, har manglet vand. De er meget lidt kønne lige nu. Jeg har vandet dem de seneste dage, og der er også kommet regn, så jeg håber, de kommer sig. Den lille hæk ved kyssebænken er nok den, som har det værst - jeg tvivler på, den lader sig redde. Nu har jeg klippet den, gødet og vandet grundigt - jeg må være flittig med at vande i den kommende tid, og så krydser jeg ellers fingre!

 
 
Mine allium er begyndt springe ud - de er bare så fine. Jeg er spændt på dem, jeg har sat i det nye staudebed - de er lyserøde, og det varer ikke længe, før også de springer ud.
 
 Her er det allium i bedet ved vejen


 
 
 De mange akelejer under magnolien er også lige på nippet til at springe ud
 
'English roseum' - den anden af mine 2 typer rhodoer - lige nu er den på sit smukkeste stadie, synes jeg - fantastisk opbygning af blomsten
 
Vi nåede op på 23 mm i løbet af weekenden, så nu kan vi lidt igen.