I det nye staudebed flirter kæmpe verbenaen med den røde hyld 'Black Lace' - de klæder hinanden!
Dagens havearbejde drejede sig netop om det nye staudebed. Da jeg lavede det sidste år, havde jeg en græsmidtergang midt igennem, og det blev der naturligvis plantet efter. Men inden vinteren var omme, havde jeg fortrudt græsgangen og gravede den om!
Men jeg flyttede kun en smule på stauderne, så det har absolut ikke været optimalt i år. I dag har jeg så været i gang med en ommøblering! Jeg har næsten flyttet på alt....
Og dog! Noget har jeg gravet helt op og sat i mit nye planteskolebed - jeg har nemlig planer om at udvide mit nye staudebed, for jeg er ikke helt tilfreds med propositionerne, men det bliver vist ikke i år, så nu sættes nogle reserver hen!
Da jeg gravede mig igennem bedet, gik det op for mig, hvor tørt der egentlig var - uf, det var slemt, især i nærheden af birken. Nu er alt gennemvandet - både det som er flyttet, og det som allernådigst fik lov at blive stående. Der er endnu nogle huller, men de bliver fyldt op efter et besøg på planteskolen - mine gavekort skal have ben at gå på!
Det er jo ikke nemt at se, hvad der er sket, men groft sagt er noget af det høje flyttet længere bagud.
Midt i bedet - bagest - vil jeg have et lille træ til at give højde og drøjde. Men hvilket?
'Black lace' vil jeg gerne klippe lidt ned, hvornår er det mon bedst at beskære det?
Angående drivhuset er der taget en beslutning, nu skal der forhandles lidt med forhandleren, og så må vi se, hvad det ender ud i! Den slags tager bondemanden sig af, så nu venter jeg bare spændt!

































