Sikke en dejlig slutning på august og fin start på september! Det fine sensommervejr bliver nydt - selvom der ikke er det store overskud til havearbejde, er det nogen dejlige dage. Lige nu kan jeg glæde mig over den fine række sankthansurt, som kanter mit lange kig langs hækken.
Dahliaerne blomstrer på livet løs - denne skulle være en Blue Record, men der er vist gået et eller andet galt dér... Men pyt, for den er meget smuk med sit strejf af limegrøn.
Der er kommet gang i min syriske rose - den er helt overdådig med masser af blomster.
Sensommerbedet med græsser, pileurt, dahlia og hjortetrøst glæder jeg mig over hver dag - det fungerer!
Roserne er også fine igen, og der er mange blomster - det kan man da kun glæde sig over!
I køkkenhaven kan vi plukke hindbær nu - de er søde, lækre og helt uden orm - jeg er ikke sikker på, de når ind i fryseren, for vi er mange, der slår et slag forbi og smager :-)


















































